Sæsonforberedelserne fortsætter mod Lyngby

Lyngby Boldklub indledte først træningen mandag i denne uge, så det er med kun to dages træning i benene, at den forgangne sæsons nedrykkerne stiller op mod F.C. København på Østerbro Stadion. Men Viasat Sport Divisionen indledes også først noget senere end SAS Ligaen, nærmere bestemt den 10. august, hvor der i øvrigt er lagt op til et ganske interessant københavneropgør mellem Lyngby og nyoprykkede Fremad Amager – der nu skifter navn til FC Amager.


Et par af Lyngby-spillerne har dog tyvstartet træningen allerede sidste uge, bl.a. landsholdsspilleren Mikkel Beckmann, der er et af de varmeste hjemlige navne på den rygtebørs, der er uløseligt tilknyttet til transfermarkedet.


Foreløbig kan træner Kasper Hjulmand dog råde over en stort set uændret trup, hvor kun forsvareren Rasmus Daugaard og reservemålmand Thomas Seidelin mangler fra det mandskab, der sæsonen igennem kæmpede for at komme op over SAS Ligaens nedrykningsstreg – forgæves, viste det sig.


Hjulmand selv har allerede tidligere på året bebudet sin afgang til nytår, når hans kontrakt udløber, og Lyngby har endnu ikke sat navn på hans efterfølger.


F.C. København har som bekendt været i gang med træningen en halvanden uges tid og var ganske fornøjede med træningstilstanden, da formen blev testet mod UEFA Cup-vinderne fra Zenit Skt. Petersborg i lørdags. På søndag går turen til træningslejren i Østrig, og når den er overstået, så er det alvor, når det går løs i Nordirland og UEFA Cup-kvalifikation mod Cliftonville FC.


Til onsdagens opgør på Østerbro Stadion stiller Byens Hold med samme trup, som besejrede Zenit 2-0 – suppleret med talentfulde Saban Özdogan fra U18-holdet. Desværre er der - som omtalt andetsteds på FCK.DK - ikke udsigt til, at de skadede Rasmus Würtz og Jesper Grønkjær bliver klar lige med det samme.

 

Østerbro Stadion havde senest besøg af F.C. København for ca. 10 år siden, nærmere bestemt den 8. november 1998, da B 93 senest spillede i den bedste række. Men banen har jo sin egen særlige plads i FCK-historien, eftersom den dannede rammen om de første FCK-hjemmekampe tilbage i sommeren 1992, hvor PARKEN endnu ikke var indviet.

 

Siden da er der vist ikke sket de store ændringer af det efterhånden nedslidte stadion, men til gengæld venter der et nyt "syn" for dem, der ikke har været på de kanter for nylig. Skøjtehallen mellem Østerbro Stadion og PARKEN er nemlig revet ned for at give plads til opførelsen af Capinordic Arena, der skal stå klar ultimo 2009. Men det er en helt anden historie...