Når video bliver værktøj

Når video bliver værktøj

Det er ikke et nyt tiltag i F.C. København. Alligevel vil FCK.DK her berette lidt om de træningsmetoder, der benyttes uden for banen, og som også er en vigtig faktor i forberedelserne til kampe. Det drejer sig om videotræning, hvor Ståle Solbakken og Bård Wiggen i detaljer gennemgår sekvenser i kampene for derigennem at kunne optimere på såvel den enkelte spiller som på hele holdets placering, præstation mv. på banen.

 

Tidligere var det Peter Nielsens ansvar, men med hans afgang og Bård Wiggens tiltræden, er projektet overtaget af den nye norske assistenttræner. Efter hver kamp bruger Bård en masse tid på at lægge den pågældende kamp ind i et system der hedder InterPlay, hvorigennem han kan klippe sekvenser ud, systematisere og kategorisere dem, og senere præsentere dem for den enkelte spiller eller holdet – hvad der nu er relevant. Dette blev også gjort i forbindelse med kampen mod Wisla Krakow, som F.C. København selv optog (og derfor kunne vise Ulrik Laursens mål på FCK.DK, -red.), og fredag blev kampen så gennemgået i detaljer af de to trænere.

 

- Vi har jo brugt systemet i et stykke tid, så det er ikke nyt for spillerne. Men med Bård har vi jo fået en mand som går endnu mere i detaljer med den enkelte spiller, så jeg er sikker på at systemet kommer til sin ret under ham. Han er godt uddannet i hvordan hele InterPlay hænger sammen, og kan derfor præsentere sekvenserne på en let, hurtig og overskuelig måde, der gør det pædagogisk let, siger Ståle Solbakken til FCK.DK.

 

Effekten af videogennemgang er forskellig fra spiller til spiller, men under alle omstændigheder giver det Ståle og resten af trænerteamet et værktøj til at præsentere konkrete situationer.

 

- Nogle spillere får meget ud af det, mens andre får mindre. Men det er godt at kunne konkretisere både gode og dårlige ting, der er sket i en kamp, og som man måske ikke kan bruge tid på i en pause, eller først får analyseret færdig et par timer efter kampen. Det er en god måde både af evaluere på, og forberede sig på, slutter Ståle.

 

 

Bård viser Ailton nogle momenter fra Krakow-kampen...

 

 

...og her kigger Ståle også med...

Fotos: FCK.DK / Daniel Rommedahl