Tid til støtte

Efter onsdagens træning tog FCK.DK sig en snak med anfører Ulrik Laursen, og selvom den stærke midterforsvarer selv sidder over søndag mod AGF, så er F.C. Københavns nummer 5 ikke bleg for at vurdere søndagens kamp i PARKEN, der fløjtes op klokken 17.30.

 

Selv om vi bevarer vores status som ubesejret i ligaen, var det et ”lille nederlag” i Haderslev i mandags, og pressen er allerede startet med at male fanden på væggen?

 

- Vi har set kampen igen sammen med trænerteamet, og det er klart at vores sidste time mod SønderjyskE ikke var tilfredsstillende. Men det er helt forkert, at medierne nu starter med at drage paralleller med spillet fra noget af sidste sæson. Vi er selvfølgelig skuffede over resultatet, men man kan ikke sætte en finger på spillernes arbejdsindsats i den kamp – og vi ser stadig meget positivt på resten af sæsonen. Vi har en del nye spillere, som skal integreres, og der har været en del udskiftninger på holdet på grund af skader. Men vi hopper ikke på pressens negative dagsorden. Vi har et godt hold, og vi arbejder hårdt til træning, og fortsætter med at bevare fokus, starter Ulrik Laursen.

 

Mange fans har selvfølgelig forventninger om, at vi vinder hver gang vi går på banen. Det sætter vel et ekstra pres på jer spillere?

 

- Jeg har sagt før, at hvis man ikke kan tage presset i en klub som F.C. København, så skal man finde en anden klub at være i. Jeg synes vi har en trup, som forstår, hvad det indebærer at spille her. Vi ved, at der er et stort forventningspres fra pressen og fra vores fans, men der er et endnu større pres fra os selv. Vi vil vinde hver gang, og jeg synes at alle arbejder målrettet til træning, og trænerteamet laver et stort stykke arbejde, og det gode spil og resultaterne skal nok komme, fortsætter Laursen.

 

Efter en skulderskade holdt dig ude i en periode, fik du en ny skade i mandagskampen. Hvornår regner du med, at du er klar igen?

 

- Jeg føler at jeg har været lidt uheldig her i starten af sæson, og det er meget frustrerende, at jeg igen sidder udenfor, når vi har så mange vigtige kampe. Men jeg kan ikke gøre så meget andet, end bare at vente til jeg er klar igen. Jeg håber ikke det kommer til at tage så lang tid, men lige nu er det svært at komme med en tidshorisont, konstaterer Ulrik.

 

Du går altså dermed glip af torsdagens UEFA Cup-kamp mod Lillestrøm. Hvordan har du det med det?

 

- Det er ikke alle spillere, der er så privilegerede at spille Europa Cup-kampe, så det er ekstra ærgerligt, at jeg ikke kan være med, for jeg nyder disse kampe. Jeg håber vores publikum vil vise sig fra deres bedste side i de næste tre kampe – deres støtte betyder meget, og Lillestrøm skal kunne mærke, at de spiller mod en storklub, slutter Ulrik Laursen til FCK.DK.

 

 

Anfører Laursen kalder på støtte og sammenhold i de kommende kampe...