Så har de unge også sommerferie

Nyt fra de unge

Både U17- og U19 holdet var i aktion lørdag eftermiddag. U17 juniorerne var draget til Viborg, og på trods af en 1-0 føring ved halvleg, så endte det alligevel med, at det var værterne fra Viborg der med en 3-2 sejr tog alle tre point. U19 ynglingene var på en noget kortere rejse, da de i Gladsaxe mødte AB i et opgør der sluttede 2-2.

 

Af Jan Eliassen

Efter at have trænet på kunststofbane de sidste 14 dage, så var det en noget anderledes ”fornøjelse” i dag at spille på rigtig græs, og desværre på en meget tung græsplæne. Der blev i dag givet debut til drengespilleren Danny Anankwaa, og han gjorde det rigtig godt. Dels scorede han til 1-0, men han blev også valgt til dagens spiller. Hans makker oppe foran, Andreas Cornelius, spillede også en god kamp og fik igen i dag scoret et mål.

 

Første halvleg var rigtig god, og alle arbejdede for holdet – og som sagt kom U17-holdet også foran. I anden halvleg virkede det som om kræfterne sliap lidt op, hvilket den tunge bane nok skal have en del af skylden for. Da Viborg så udligner og kommer foran 2-1, så virkede det som om der sivede en del luft ud af spillerne – men dog ikke mere end at de kom tilbage og fik udlignet. Den sidste del af kampen blev af træner Henrik Mamsen betegnet som noget ”indianerbold”, og i denne fase lykkedes det så for Viborg, at score kampens sidste mål.

 

Udover vendingen om ”indianerbold” havde Henrik Mamsen denne kommentar til FCK.DK:

 

- De forreste gør det rigtig godt, og dejligt at der bliver løsnet op for målscoringen. Men kræfterne slipper op i slutningen af 2. halvleg på den tunge bane, og der bliver for meget plads mellem midtbane og forsvar – og alt i alt er det ærgerligt, at vi lukker tre mål ind i den anden ende. Men det er rigtig positivt at vi får scoret to mål.

 

U19-holdet fik 2-2 mod AB

Dagens kamp bød på masser af intensitet, måske ikke så meget poleret fodboldspil, men meget fight og vilje – og retfærdigt nok endte det med en pointdeling i form af uafgjort 2-2. FCK/KB var til dagens kamp lidt hårdt ramt af både skader og karantæner, men alle mand ydede en god indsats, hvor specielt Thomas Delaney og Jamal Bhuyan gjorde det rigtig godt på den centrale midtbane.

 

FCK/KB kom foran 1-0 da Delphin Tshiembe fra 25-30 meters afstand bragede bolden i mål, og det blev også 2-0 på et flot hovedstød af Thomas Delaney. Målet til 2-0 blev scoret fire minutter før pausen, men frem for at kunne gå til pause foran med to, så lykkedes det ærgerligt nok for AB at få reduceret lige inden pausen. I anden 2. halvleg fortsatte det fysiske spil, og begge hold gav sig 100 procent, men FCK/KB måtte et kvarter før tid endnu engang erkende, at dødbolde er et problem – for det var netop på en dødbold at AB fik udlignet til 2-2.

 

Træner Jonnie Larsen havde denne kommentar om dagens kamp:

 

- Det er vigtigt at vi også prøver at spille den her slags meget fysiske kampe. Vi mødte et stærkt AB-hold, der endda er forsvarende mestre fra foråret, og vi stod helt klart distancen. Selvom vi ikke vinder, så slutter jeg alligevel dagen med et lille smil, for efter at AB kommer på 2-2, så går vi ikke ned. Vi slutter kampen af med rigtig god attitude – og så var vi endda meget tæt på at vinde, på en stor chance lige før sidste fløjt.

 

Næste runde

På næste lørdag møder både U17 og U19 hjemme på Frederiksberg ligakonkurrenterne fra FC Midtjylland. Juniorerne spiller klokken 1200, og ynglingeholdet har kampstart klokken 1400.