Ailtons angrebsshow

Ailtons angrebsshow

Jubel efter Ailtons oplæg og Williams 1-0-mål...

Foto: Astrid Dalum

 

Det har ligget og ulmet i længere tid. Igennem hele efteråret har Ailton Almeida haft en opadgående formkurve, som blandt andet resulterede i en glimrende kamp mod Valencia i Spanien. Søndag aften foldede F.C. Københavns 7'er dog sig for alvor ud på heden i Herning, og det blev til to mål og en assist i magtdemonstrationen på 3-0 mod FC Midtjylland. 

Ulvenes foregående 29 SAS Ligakampe på hjemmebane var endt med sejr eller uafgjort, og det var derfor en imponerende stime F.C. København ødelagde på SAS ARENA – måske ikke så forfærdeligt overraskende, for sidst midtjyderne tabte i Herning var også mod Byens Hold, da det i april 2007 ligeledes blev til en knusende sikker københavnsk sejr - den gang på 4-1.

Det var da også en brasilianer med et stort smil som efter kampen kunne opsummere:

- Det var nok min bedste kamp for klubben. Jeg synes jeg gjorde det godt i dag, og hele holdet spiller en flot kamp. Vi finder den rigtige plads på banen, og kontrollerer kampen 100 procent. Jeg får scoret på de to chancer jeg har, og Nordstrand leverer nogle fantastiske assists til mig, startede F.C. Københavns nummer 7.

Efter sådan en kamp fra Ailton var det oplagte spørgsmål så også: Var det topniveauet?

- Om der er mere i mig? – det håber jeg da, men det får i jo at se, sluttede en grinende Ailton.


Ståle Solbakken: Den rigtige vinder i hvert fald

- Jeg ved ikke om der var klasseforskel, men vi får vores mål på nogle gunstige tidspunkter, og så bliver kampen spillet på vores præmisser. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at det var den rigtige vinder i dag Jeg er derudover meget glad på Ailtons vegne, for vi har arbejdet hårdt med ham i længere tid, og det arbejde begynder for alvor at bære frugt nu. Han skal stadig være mere kalkulerende i hans spil, men lige nu skal han bare stor ros for dagens indsats.


Jesper Christiansen: Ailton flyvende

- Vi var klar i dag. Vi spillede vores eget spil og holdt godt i bolden, og så var Ailton flyvende. Efter et par udspark i dag mærkede jeg et lille riv i lysken 20-25 minutter inde i kampen, og turde derfor ikke spille videre hverken for min skyld eller holdets. Vi havde lidt af et skakspil, der skulle gå op med alle de ikke EU-spillere vi har, så jeg blev nødt til at holde ud til halvleg, så vi kunne få ro på. Jeg ved ikke hvad det er med mig og landsholdet, men nu må jeg desværre melde afbud igen til kampen mod Wales. Jeg har været i kanon form, og jeg er virkelig kommet op på et højt niveau, så det er dybt frustrerende – jeg ved fandme ikke, hvad jeg mere skal sige.


Hjalte Nørregaard: Rart vi lukkede kampen så tidligt

- Vi spiller rigtig godt i dag, og vi er effektive. Og så holder vi stort set dem fra chancer, vores målMænd har jo ikke nogle deciderede redninger, og det er jo altid rart. Det var rart at vi lukkede kampen så tidligt. Morten Nordstrand laver et godt indhop, og så scorer Ailton to dejlige kølige mål, hvilket tager pynten lidt af FC Midtjylland. Derfra kan vi stille og roligt køre bolden rundt.


Ulrik Laursen: Mine ben har det godt nu!

- Når vi i forsvaret blev presset, kunne vi hele tiden finde vores centrale midtbane, og vi fik skiftet side hele tiden. Og når vi mistede bolden fik de ikke nogle kontramuligheder, fordi vi var så hurtigt tilbage. Alt det klikkede i dag, og jeg synes, at vi fortjent skal nyde det her. At spille de der ti kampe på 30 dage, det har min krop ikke så godt af, men mine ben har det godt nu – det har de altid efter en sejr!