Ståle: - Jeg kan ikke sætte en finger på offensiven
F.C. København kunne inden dagens kamp kigge på tabellen og konstatere, at de takket være Brøndbys lidt overraskende nederlag i Horsens søndag aften, kunne trække fra i toppen med en sejr over Vejle.
Af Jan Eliassen
Efter kampen var det derfor også en meget tilfreds Ståle Solbakken der sagde:
- Offensivt er der en rigtig god bevægelighed, og vi skaber mange gode chancer. Defensivt er det ikke helt så godt, men når offensiven virker som den gør i dag, og som den har gjort i de sidste fire kampe, så er det fint. Jeg kan ikke sætte en finger på offensiven, vi skaber vel 10-12 store chancer og scorer fire mål, så det er rigtig godt.
På trods af den store sejr, så skal man dog stadig yde alt hvad man kan i hver eneste kamp:
- Der er 12 gode hold i SAS Ligaen, og man får ingen gaver. Der skal arbejdes hårdt i hver eneste kamp, hvad vi også måtte gøre i SønderjyskE. Men som sagt, når offensiven er så aggressiv og chanceskabende som vores, så ser det godt ud, hvilket vores 55 point i 24 kampe jo også er bevis for, sagde træner Ståle Solbakken.
Også dagens sidste målscorer, Libor Sionko, var en glad mand:
- Vi spillede en god kamp, og med vores fire mål, samt Vejles ene, så gav vi vores tilskuere noget for pengene. Vi spiller godt som hold, og jeg er meget glad for både resultatet, men også for at jeg selv fik scoret – og så endda med hovedet!
Hjalte Nørregaard: Vi sætter os hurtigt på kampen
- Vi har god tænding fra første fløjt, og sætter os hurtigt på kampen. Vi kørte bare på, får det tidligere mål, men Vejle lever nu alligevel en smule – men heldigvis så tager Jesper alt hvad der kommer i hans retning. I 2. halvleg får vi så lavet nogle gode mål, og fortsætter med stor bevægelighed og tempo i vores spil.
Oscar Wendt: Det er en god offensiv kamp
- Vi starter godt, får nogle store chancer og får så både et tidligt mål samt yderligere et før pausen. Det er en god offensiv kamp og vi får jo også scoret fire mål. Men det irriterer mig da at de får et mål, men OK, vi vinder 4-1 og får de tre point, og det er vi meget glade for. Og derudover, så har jeg det fint - der skete heldigvis ikke noget med foden til sidst i kampen.
Ulrik Laursen: Vi har fire angriber der alle ser skarpe ud
- Selv om vi stod forkert ved deres mål, og måske hellere skulle have satset på at lukke af bagude frem for at søge det fjerde mål, så synes jeg alligevel at vi i de sidste par kampe har lukket fint af bagude. Og offensivt ser det godt ud, vi har fire angriber der alle ser skarpe ud, så der har vi ikke ligefrem nogen problemer. Med Brøndbys pointtab, så var vi ekstra motiverede, og det synes jeg faktisk også tilskuerne var – vi kunne mærke de var klar, og med dagens sejr, så har vi jo fået skabt en smule luft ned til forfølgerne.
Morten Nordstrand: Vores sejr er aldrig i fare
- Vi vidste jo inden kampen at vi med en sejr kunne skabe et hul ned til Brøndby. Vi får så et tidligt mål, og så bliver vi altså rigtig svære at spille imod, og jeg synes egentlig aldrig at vores sejr er i fare i dag.