Ståle: - Vores anden halvleg er god
Onsdag aften var gæsterne fra FC Midtjylland i høj grad med til at skabe en fin fodboldkamp i PARKEN, men til hovedparten af de 16.749 tilskueres store glæde endte det med en fortjent 2-1-sejr til de københavnske Løver.
Af Jan Eliassen
I første halvleg sørgede Atiba Hutchinson, men sæsonens femte mål i SAS Ligaen, for en tidlig føring til Byens Hold, men den fordel fik Jonas Borring udlignet inden pausen.
I en intens anden halvleg havde F.C. København en del store chancer og Jesper Grønkjær fik årets første gule kort, i stedet for det straffespark der burde være blevet dømt. FC Midtjylland var hele tiden med i kampen, men kom ikke frem til noget farligt i anden halvleg, og derfor var det da også fortjent at F.C. København vandt kampen. Indskiftede Morten Nordstrand scorede cirka 20 minutter før det sidste fløjt hans 11 sæsonmål, og sørgede dermed for at F.C. Københavns pointkonto blev tilført tre gode point.
Efter kampen havde træner Ståle Solbakken denne kommentar:
- Første halvleg var lidt tung i det. Vi virkede lidt slidte og kommer ikke så godt i gang. Vi stiller med et meget offensivt hold, men vi havde det svært i de første 45 minutter. I anden halvleg så det bedre ud, og endnu engang ser man værdien af en god bred bænk, da Nordstrand kommer ind og skaffer os de tre point. Nordstrand er god til at læse spillet, og derfor var det måske meget godt jeg holdt ham på bænken i første halvleg, for der var der ikke så meget at læse, men han gør det endnu engang godt som indhopper i dag.
Alt i alt var der mange ting Ståle var tilfreds med:
- Vores anden halvleg er god, vi kommer vel frem til en 5-6 chancer, og FC Midtjylland har ikke nogen chancer. Zanka leverer en solid indsats, og sammen med Anton spiller han en god kamp.
Matchvinder Morten Nordstrand var naturligvis tilfreds med både scoringen og resultatet:
- Det gav mig nærmest kuldegysninger at løbe på banen, og det var en fed fornemmelse at score. Nu gælder det om at få skrabet så mange point sammen, og for mig betyder det ikke så meget hvordan målet ser ud, for et mål er jo et mål. Jeg har i hele min karriere lavet mål, jeg har vist en god evne til at snuse mig frem til hvor bolden kommer, og så tror jeg altid på at jeg kan score.
Og det kunne Nordstrand jo heldigvis igen i dag!
Atiba Hutchinson: Dejligt mål, jeg ramte den godt
- Første halvleg kunne være gået begge veje, og i anden halvleg er det så heldigvis os der scorer det afgørende mål da vi får chancer for det. FC Midtjylland var rigtig godt organiseret, men alligevel så får vi sejren, og det er altid godt med tre point i kampe som den her. Dejligt mål, jeg ramte den godt, sigtede mod toppen af målet og det er en mål jeg er meget tilfreds med.
Jesper Christiansen: Når Nord kommer ind, så scorer han!
- Vi kommer ikke rigtig i gang i første halvleg, hvor vi går for meget ned i tempo efter vores mål til 1-0. Så får de udlignet, og jeg ser den for sent, den rammer så stolpen og mit knæ, og så kan jeg ikke nå ud til den. I anden halvleg får vi revancheret os, viser gejst og aggressivitet, og så ved vi jo, at når Nord kommer ind, så scorer han!
Mikael Antonsson: Vi viser hvor skabet skal stå
- Vi er ikke klar i første halvleg, og så skulle vi være fortsat efter at vi kom foran. I anden halvleg synes jeg vi viser hvor skabet skal stå, og så kommer Nordstrand jo ind og scorer, og jeg håber da han kan fortsætte med det i de kommende kampe. Det er dejligt med den bænk vi har, for både til træning og i kamp, der viser de fire angribere at de alle er rigtig gode.
Mathias Zanka Jørgensen: Vi har en rigtig god moral
- Efter de er kommet på 1-1, så synes jeg vi vågner, og jeg synes da vores sejr er fortjent. Sejren var vigtig, og den viser at vi har en rigtig god moral, for vi får virkelig sat os på kampen i anden halvleg. Jeg tror at FC Midtjylland var tilfredse med 1-1, men det var vi ikke …
Ailton Almeida: Jeg er nu meget godt tilfreds
- FC Midtjylland var lidt hårde ved os på toppen, men vi er også svære at holde fordi både César Santin og jeg er så hurtige. Jeg havde da gerne scoret i dag, men så længe vi vinder, så er jeg nu meget godt tilfreds.