Ståle: - Godt tilfreds med indsatsen

Ståle: - Godt tilfreds med indsatsen

 

Det var en tilfreds cheftræner Ståle Solbakken, der efter 1-0-sejren mod SønderjyskE gjorde status over den smalle, men højst fortjente sejr i Haderslev:

- Jeg er rigtig godt tilfreds med den måde, vi gennemfører kampen på. Vi kommer lige fra en fysisk og mentalt hård kamp i Oslo, og det er ikke nemt at spille en kamp som denne, hvor der i lange perioden næsten er 22 mand på samme banehalvdel. Tilmed er banen tør og langsom at spille på, så det er svært at køre bolden hurtigt rundt, sagde Ståle, hvis eneste kritikpunkt var, at hans tropper gav nogle dumme frispark ved i slutningen af kampen, som kunne have kostet det ene point, da Jesper Grønkjær snittede et indlæg videre på, der ramte Jesper Christiansens ene stolpe kort før tid. 

- Ja, det er lidt urutineret at give dem de dødbolde, når vi ved hvor stærke de er i de situationer. Men jeg var nu ikke specielt nervøs til sidst, for kampen igennem har vi haft fuldstændig fat i deres kontraer og dybe bolde. Jeg synes, vi yder en disciplineret indsats og får skabt de chancer, vi skal. Det er svære forhold på en langsom bane, når det ene hold står så lavt, som de gør. Men vi vidste, at de er godt organiseret defensivt med nogle store folk i bagkæden, og vi kontrollerer kampen bedre end de seneste par gange vi har været hernede, sluttede Ståle. 

Næste uge er der for en gangs skyld ikke europæiske opgaver for klubhold, men til gengæld er en stor del af truppen med diverse landshold, der skal ud i venskabskampe på onsdag.

 

Hjalte Nørregaard: Ærgerligt vi ikke får lukket kampen

- Det er lidt ærgerligt, at det bliver spændende til sidst, for vi har chancer nok til at lukke kampen tidligere. Og vi ved jo, de er farlige på dødbolde, som de får et par stykker af til sidst. Mit mål er der ikke så meget at sige til, det var bare at klappe til den, da chancen pludselig opstod.


Jesper Grønkjær: Vi fik de tre point, vi behøvede

- Vi har fået en lidt blandet start på sæsonen, og det er altid svært at komme herned. De har et godt hold, der står godt på banen, og vi får måske ikke skabt så meget som i andre kampe, men jeg synes vi kommer frem til det vi kan forvente.


Mikael Antonsson: Dejligt at holde nullet igen

- Jeg synes, vi havde godt styr på dem kampen igennem, de får først lidt til allersidst på nogle dødbolde. Men jeg var aldrig rigtig nervøs. Det var under alle omstændigheder dejligt at holde nullet for anden gang i træk efter al den snak der har været i medierne.


Ailton Almeida: En svær bane

- Jeg synes, vi spiller en god kamp i dag, alle mand løber og arbejder meget. Vi skaber ikke så meget, som vi plejer, men vi står solidt og kompakt defensivt. Banen er svær at spille hurtigt på, fordi græsset er tørt, så bolden bliver tit hængende. Men sådan er vilkårene engang imellem.