Rundt om guldfejringen
Foto: Lars Rønbøg, Sportsagency.dk
af Torkil Fosdal
Debut til Bryan Oviedo
Aftenens opgør mod HB Køge bød på en debutant hos løverne, da Bryan Oviedo kom på banen små 20 minutter før tid i stedet for Oscar Wendt. Bryan kom til klubben i vinterpausen fra Costa Rica og spillede et par kampe i Copa del Sol-træningsturneringen i Marbella, ligesom han har fået en del kampe på FCK2 i løbet af foråret. Traditionen tro blev han efter kampen hyldet af holdkammeraterne i omklædningsrummet med tre korte og tre lange hurraråb, og også ifølge traditionen skulle debutanten herefter holde en kort tale.
Bryan mestrer endnu ikke det engelske sprog så godt, men med Ailton som tolk fortalte han, at han er meget glad for at være kommet til F.C. København, hvor han befinder sig rigtig godt, og at han glæder sig til mange år i klubben - og til at vinde endnu flere mesterskaber! Så brød jubelen og klapsalverne løs, mens Ståle Solbakken spøgefuldt bad Santin oversætte, hvad Ailton havde oversat. Spørgsmålet er så, om Santin egentlig forstod hvad den norske cheftræner sagde, men det druknede i almindelig grin og jubel.
Morten Nordstrand genoptræner
Med til at fejre mesterskabet var også Morten Nordstrand, der er vendt hjem til Danmark efter sit skadesplagede ophold i hollandske Groningen. "Nord" kunne heldigvis berette, at det går planmæssigt fremad med genoptræningen, og den tidligere topscorer må nøgternt erkende, at når man ryger ind i sådan en skadeperiode, så må man bare rive året ud af kalenderen og starte på en frisk.
Anton var også klar til festen
Den stærke svenske stopper, Mikael Antonsson, kunne afsløre, at han skam har rejst sig af sygesengen efter at have været ramt af feber, hvilket tvang ham til afbud til søndagens opgør mod Brøndby. Anton har dog ikke trænet så meget den sidste uges tid, så han stod også over i aftenens kamp - men var dog i god nok træning til også at tage del i festlighederne efter kampen. Det manglede da også bare, eftersom han har sin store andel i, at mestrene kun har lukket 19 mål ind i sæsonens første 31 kampe.
Hvordan mesterskabet i øvrigt skal fejres i løbet af aften- og nattetimerne lader vi stå hen i det uvisse, men der er træning igen i morgen, og allerede lørdag går turen til Silkeborg, hvor man indkvarterer sig på hotel, inden søndag eftermiddags kamp mod Silkeborg IF. Det var måske ikke alle, der ubetinget glædede sig til den weekendtur, hvorimod man meget hellere ville se frem til næste søndags sæsonafslutning og medaljeoverrækkelse i PARKEN foran et forhåbentlig stort og feststemt hjemmepublikum.
Forhåbentlig får vi forårstemperaturer til den tid og ikke det februar-klima, som der nærmest var tale om i aften - men et mesterskab, det varmer nu alligevel godt og grundigt!