Silkeborg fik livsvigtige point

Silkeborg fik livsvigtige point

Inden kampen gratulerede Silkeborg med mesterskabet

(Foto: Lars Rønbøg, Sportsagency.dk)

 

På en søndag hvor de primære nedrykningskandidater, AGF, SønderjyskE og Randers FC, alle hentede vitale sejre, kunne det have bragt Silkeborg gevaldigt i fedtefadet, hvis de var gået tomhændede fra mødet med de nybagte mestre.

 

Det gjorde dog ikke, og med 2-0 er de sikre på endnu en sæson i den bedste række. Men resultatet huede ikke løvernes ambitiøse cheftræner, der var rejst til Silkeborg med det klare mål at vinde kampen:

 

- Det var generelt ikke nogen god kamp, og der var meget få målchancer. Vi vidste på forhånd, at Silkeborg var et rystet hold efter de mange nederlag, men det formåede vi ikke at udnytte. I deres situation er det vel også naturligt, at de kom bedre til kampen end os, og jeg vil da ikke afvise, at det er en reaktion på, at guldet nu er hjemme. Vi vurderede i trænerstaben, hvor mange pladser vi skulle ændre på, for der er flere spillere, der er mærket af det hårde program, vi har været igennem. Men hvis vi havde sendt 7 nye på banen, så havde det måske også set mærkeligt ud i forhold til de andre hold. Derfor endte vi med kun at ændre 3 pladser, sagde Ståle Solbakken.

 

Mens der var skuffelse og ærgrelse i FCK-lejren, var der forståelig jubel i hjemmeholdets lejr, hvor cheftræner Troels Bech indrømmede, at situationen havde udviklet sig temmelig alvorligt de seneste uger, hvor Silkeborg nærmest har været i frit fald mod bunden at tabellen.

 

- Vi kunne jo ikke undgå at høre udviklingen i de andre kampe over højttalerne, og når man ser, hvordan de sluttede, så er vi selvfølgelig ekstra lettede over sejren. Jeg synes, vi løb flere meter end dem og viste en bedre indstilling, men det er jo ikke utænkeligt, at de ikke spillede helt som de plejer. Men jeg synes stadig, vi skal have credit, for vi vinder ikke kun fordi de fejrede guld i onsdags, sagde Troels Bech efter kampen.