Ståle: - Mit hjerte og min pacemaker virker
59 sekunder skulle der blot gå, og så var F.C. København foran 1-0 i onsdagens 3. rundekvalifikationskamp mod hviderussiske BATE Borisov. Efter det tidlige mål fulgte yderligere fire scoringer, en masse spænding – men heldigvis også en masse jubel da dommer Mark Clattenburg fløjtede kampen af efter 94 minutters drama.
Af Jan Eliassen
Sejren betød at F.C. København for femte år i træk er sikret deltagelse i et europæisk gruppespil, og ikke mindst, at der stadig er mulighed for at kvalificere sig til den fornemmeste af turneringerne: UEFA Champions League.
Det var derfor en lettet og glad træner Ståle Solbakken der på det efterfølgende pressemøde sagde:
- Jeg fik da checket at både mit hjerte og min pacemaker virker. Vi mødte et meget godt hold, et hold der vel og mærke kun havde tabt to af deres seneste 14 udekampe i de europæiske turneringer – og de to udekampe de tabte var til henholdsvis Benfica og Real Madrid. Det er et godt hold der holder deres koncept hele vejen igennem, og hvis vi på udebane havde spillet offensivt som i dag, så var vi blevet slagtet. I dag spiller vi med den nødvendige risiko, men jeg er ikke overrasket over, at de formår at score to mål, sagde Ståle og fortsatte:
- Jeg ser jo ikke helt kampen som ”underholdning”, men som en taktisk affære. Vi holder ikke nullet, og har kun holdt det en gang i denne sæson, så vi ved at vi har noget at arbejde med. Men spillerne arbejder godt og leverer varen hele kampen igennem. Spillerne vidste udmærket, at BATE var gode - og jeg tror ikke, at de troede det ville blive nemt selvom vi var foran 2-0. I pausen var jeg ikke hård ved spillerne. Vi havde fokus på hvad der gik godt, og så talte vi om, at de skulle være mentalt stærke i anden halvleg - også hvis BATE kom foran 3-2.
Spillerne ydede en kæmpe indsats – og specielt offensiven var god:
- Dame N’Doye arbejder hårdt hele kampen igennem, og scorer så et vitalt mål for os. Han har den selvtillid der skal til at afgøre de store og vigtige kampe – specielt i de europæiske turneringer. Vores offensiv var rigtig god i dag, mens vores defensiv giver nogle alt for nemme mål væk, sagde Ståle.
Den norske træner havde i det hele taget haft stor respekt for onsdagens modstander:
- Jeg tror ikke vi kunne have fået en sværere modstander end BATE Borisov, og vi havde stor respekt for dem – og vi var da også tæt på at ryge ud. Men vi spillede en god kamp, skabte de chancer der skulle til og vandt – og vi er nu kommet tættere på Champions League. Det havde da også været forfærdeligt hvis vi havde tabt i dag. Med en kamp som i dag, så må tesen om ”kedelige FCK” da snart blive aflivet – også selvom klubben har en norsk træner, sagde nordmanden med et smil.
På fredag trækkes der lod til den afgørende play-off runde. Charles Maskelyne er F.C. Københavns repræsentant ved lodtrækningen, men Ståle har ikke den store tiltro til Charles’ held på fredag:
- Charles plejer ikke at have held i lodtrækningen, så han får nok det sværeste hold med hjem på fredag. Det kunne være Salzburg, og sikkert med en hjemmekamp først – og så med returkampen ude på deres plasticgræs.
Om Ståle får ret får vi svaret på i løbet af fredagen, men det er ligger fast, at det bliver et af disse fem hold: Red Bull Salzburg (Østrig), Rosenborg (Norge), FC Sheriff (Moldova), Zelina (Slovakiet) eller Partizan Beograd (Serbien).