CL-kvalkamp for fyldte tribuner

Champions League-feberen breder sig

 

 

F.C. København har nu solgt 21.700 billetter til den altafgørende Play Off-kamp mod Rosenborg BK om deltagelse i UEFA Champions League gruppespillet. Kampen om adgangen til det forjættede land spilles onsdag d. 25. august kl. 20.45 og billetsalget fortsætter ufortrødent på billetlugen.dk.

 

- Efter nederlaget på 2-1 på Lerkendal, har vi stadigvæk rigtig gode muligheder for at sikre os den samlede sejr. Vi er stærke i PARKEN, hvor vi længe har spillet godt, men der er ingen tvivl om, at vi får brug for al tænkelig positiv støtte fra lægterne, hvis vi skal opfylde drømmen om deltagelse i UEFA Champions League. Spillerne vil komme med 100 procent energi på banen, og det er mit store håb, at vi kan få ligeså meget energi igen fra publikum. Det kan blive en af de her magiske aftener i PARKEN, så jeg håber af hele mit hjerte, at folk vil finde vej til PARKEN onsdag aften, så vi sammen kan skabe magien, siger Ståle Solbakken.

 

Også F.C. Københavns mange kommercielle samarbejdspartnere har efter resultatet i Norge for alvor rykket på sig, og opbakningen fra alle sider har været yderst overvældende i de seneste dage.

 

Billetter til opgøret er stadig til salg på www.billetlugen.dk/fckeuropa samt i Super Shoppen (kun billetter til Nedre C og Stemningstribunen), og med den store interesse in mente, anbefaler klubben, at man anskaffer sig en billet snarest, hvis man vil være sikker på at opleve årets indtil nu største kamp i PARKEN.