Før FCK-Rosenborg

Både F.C. København og Rosenborg BK varmede op til onsdagens kamp med forholdsvis sikre sejre. Når de to formstærke mandskaber tørner sammen onsdag aften, så venter der helt sikkert de mange tilskuere et brag af en kamp – og der er ikke den store tvivl om, at det bliver en spændende onsdag aften, men om det også bliver sjovt afhænger naturligvis af kampens udfald - og af hvem man holder med? 

Af Jan Eliassen

Siden Rosenborg BK vandt det første opgør på Lerkendal med 2-1 har både F.C. København og Rosenborg været i national aktion en enkelt gang. 

F.C. København vandt som bekendt med 3-0 over Lyngby BK lørdag eftermiddag, mens Rosenborg først var i aktion søndag aften hjemme på Lerkendal. Her var modstanderen bundholdet Molde, og den tidligere FCK’er Magne Hoseth sørgede for tidlig glæde på Moldes udskiftningsbænk, da han fra en meget spids vinkel bragte gæsterne foran 1-0. 

Føringen holdt dog kun fire minutter, så havde Roar Strand udlignet til 1-1, og Rosenborg kom også foran inden pausen, da Mikael Dorsin kom først på et indlæg fra Moldskred og sørgede for en 2-1-føring. I 2. halvleg var det så atter engang den gamle måltyv Steffen Iversen der kom på måltavlen. Hans scoring til 3-1 blev også kampens sidste, og det hjalp heller ikke på Moldes muligheder for et comeback, at de med knapt et kvarter tilbage af kampen fik udvist Daniel Berg Hestad, efter at han havde begået et groft frispark på Anthony Annan. 

Sidstnævnte Anthony Annan var en af de bedste i den første kamp, men han er grundet karantæne ikke med i kampen onsdag aften. Men om han er den eneste fraværende er ikke til at sige, for i søndagens kamp mod Molde manglede der i forhold til start-11’eren i det første opgør hele fire mand; Mikael Lustig, Trond Olsen, Kris Stadsgaard og Rade Prica – men mon ikke at Rosenborgs træner Nils Arne Eggen blot valgte at spare nogle af profilerne, så han har den helt rigtig trup klar til onsdag aften? 

Sejrsvante nordmænd på besøg

Med søndagens sejr over Molde har Rosenborg dermed vundet de seneste ni kampe i træk, så det er et norsk hold med selvtilliden i orden, der ankommer til København i jagten om billetterne til gruppespillet i UEFA Champions League. 

Men samtidig er Rosenborg også et hold, der ikke har formået at holde nullet i de fire seneste kampe – og da F.C. København har scoret i de seneste ni hjemmekampe – 23 mål endda – så er det bare yderligere tegn på, at der er lagt op til drama onsdag aften i PARKEN. 

Historien må gerne gentage sig

Et af de resultater der vil skabe københavnsk glæde er en 1-0-sejr, og her skal man jo blot et år tilbage i den Rosenborgske historie for at finde dette resultat, for da Rosenborg i sidste sæson forsøgte at kvalificere sig til UEFA Europa League, der måtte de se sig elimineret af FK Karabakh Agdam fra Azerbaijan (som F.C. København forøvrigt slog med sammenlagt 10-0 i 1998 i UEFA Cup Winners Cup).  

Rosenborg havde spillet 0-0 hjemme på Lerkendal i det første opgør, men i returkampen vandt Karabakh Agdam med 1-0... og det ville ikke gøre noget som helst, hvis historien gentog sig onsdag aften!


DOMMERNE

Onsdagens gyser i PARKEN dømmes af tyske Felix Brych, og han har taget en række landsmænd med til Danmark, så de kan passe side- og baglinierne, når det skal afgøres om det bliver F.C. København eller Rosenborg BK der skal spille Champions League her i efteråret.

Af Jan Eliassen

Felix Brych er en 35-årig tysk dommer, og en af de dommere der kunne gå hen og blive et af de store dommernavne, for umiddelbart så virker det som om, at han allerede har fået meget ”action” i de største turneringer – og det i en forholdsvis ung alder. 

Den unge tyske dommer har kun dømt i Bundesligaen siden 2004, men har allerede fra 2007 dømt internationalt – og fik i 2008/09-sæsonen sin første kamp i UEFA Champions League. Det var i gruppespillet, hvor Brych dømte Liverpool mod PSV Eindhoven, en kamp som englænderne vandt med 3-1. Kampen mellem Liverpool og PSV var dog den eneste Champions League kamp som Felix Brych fik i den sæson, men allerede året efter – lig med sidste sæson – der fik Brych lov til at dømme en kamp i 3. kvalifikationsrunde, en kamp i play-off runden, fire kampe i gruppespillet, en 8-dels finale og sidst men ikke mindst, kvartfinalen mellem Lyon og Bordeaux. Et opgør som blev vundet af Lyon med 3-1. 

F.C. København og tyske dommere

Tyske dommere og F.C. København er en blandet cocktail, men så absolut også en blanding der indeholder rigtig mange gode minder og triumfer. I de tidlige dage gemmer sig en 1-1’er mod ŠK Slovan Bratislava og en 2-2’er mod Örebro SK, og det var også en tysker der i august 2001 dømte kampen i Rom da F.C. København tabte 1-4 til S.S. Lazio. Der har også været tysk dommer i to uafgjorte kampe mod spanske hold, nemlig 1-1 mod RCD Mallorca 2003 og 1-1 mod Valencia CF på Mestalla i efteråret 2008 – og dommeren kom også ”syd for grænsen” da Løverne i september 2006 tabte 0-1 på Celtic Park i Glasgow.

Og så til de rigtig gode minder – kampe alle F.C. København tilhængere vil huske med glæde: 

31. juli 2008

Hjemme i PARKEN tog F.C. København imod nordirske Cliftonville FC, og det blev en aften der huskes dels for den flotte support og det gode humør som de nordirske fans medbragte – men også for resultatet. Under ledelse af den tyske dommer Manuel Gräfe vandt F.C. København nemlig kampen med 7-0, et resultat der stadig er Løvernes største sejr i en europæisk kamp. 

23. august 2006

Efter at have tabt med 1-2 hjemme til AFC Ajax, så skulle F.C. København vinde med to overskydende mål i returkampen – og det var netop hvad de gjorde dengang i 2006 på Amsterdam ArenA. Her fik den tyske dommer Herbert Fandel lov til at godkende en scoring af Michael Silberbauer og et selvmål af Ajax’ Thomas Vermaelen, og sejren betød, at F.C. København kvalificerede sig til gruppespillet i UEFA Champions League.

1. november 2006

Efter sejren over AFC Ajax var F.C. København endt i pulje med blandt andet Manchester United, og her havde UEFA valgt, at det skulle være tyske Wolfgang Stark der skulle dømme opgøret hjemme i PARKEN. Den tyske dommer godkendte kun en enkelt scoring den aften i efteråret 2006, men den var til gengæld dansk (og en smule svensk), for i det 73. minut scorede Marcus Allbäck kampens eneste mål, og sørgede dermed for at jublen kunne bryde ud blandt hovedparten af de 40.308 tilskuere. 

De øvrige tyske dommere

De to almindelige liniedommere er i kampen mod Rosenborg Thorsten Schiffner og Mark Borsch. De to mand bag mållinierne, altså de to”Additional assistant referees” hedder Tobias Welz og Markus Wingenbach, og så er kampens 4. dommer Deniz Aytekin.