Ståle: - Fantastisk for klubben
Efter en fantastisk 1. halvleg hvor F.C. København kunne have scoret en fem-seks mål, men kun scorede et enkelt, så gik anden halvleg hen og blev lige så spændende som frygtet.
Af Jan Eliassen
Det endte dog lykkeligt, for takket vare en solid indsats over hele banen, så holdt F.C. København stand, og det betød at da de 93 minutters fodbold var færdigspillet, der var stillingen stadig 1-0, og F.C. København er dermed med i gruppespillet i UEFA Champions League.
Efter at Ståle havde løbet PARKEN rundt, så var det en glad træner der på pressemødet sagde:
- Synes det var godt det vi præsterede her til aften. Vi spiller fantastiske 45 minutter i 1. halvleg, og det burde jo have været game over allerede der. Vi har en fem-seks store chancer, og der var jo stor forskel på holdene i dag. Vores spil mod et etableret forsvar ligger jo lysår foran Rosenborgs.
Selvom F.C. København var klart bedre, så havde Rosenborg dog mulighederne:
- Vi kunne være blevet straffet for at misse så mange store chancer i 1. halvleg. I en kamp som i dag, så ved man, at Rosenborg nok skal få en chance – men drengene spillede deres bedste kamp i dag, og det er klasse! Det er svært at sammenligne kampe, svært at sammenligne modstandere, men 1. halvleg er noget af det bedste vi har spillet – og det tror jeg også spillerne selv syntes.
Selv om F.C. København brændte en del chancer, så var Ståle dog forholdsvis rolig:
- Jeg var ikke fortvivlet over de brændte chancer, men det var store chancer, og de tilfaldt endda de rette folk, for normalt ville spillere som Pospech, Vingaard og Santin ikke brænde de chancer som de fik i dag. Men det fik ingen betydning, for vi endte jo i vinderens rolle – og det er fantastisk for klubben på mange måder, men også for spillerne er det specielt at være kommet med i Champions League. Det er fantastisk for dansk fodbold, og jeg håber også at OB og Brøndby kommer videre i morgen, for det vil give Danmark gode chancer for at på en plads direkte i gruppespillet i Champions League.
Rosenborgs træner Nils Arne Eggen var på pressemødet også en ærlig mand, og gav udtryk for, at det var det rigtige hold der gik videre:
- Jeg kan se, at vi er slagkraftige nok til at klare os i den næst-bedste liga i Europa, Europa League. Alt i alt er der fremgang at spore, vi kan stadig forberede os. Jeg undres over, at FCK slap os ind i kampen, og vi kunne vel have udlignet en fire-fem gange – men jeg tror nu, at det er det rigtige hold der gik videre til Champions League!
Og det giver vi her på FCK.DK Nils Arne Eggen helt ret i…
>>>>> Læs citater fra glade spillere