Ståle: - Vi gjorde det, vi skulle
F.C. København vandt onsdag eftermiddag en sikker sejr på 4-1 over Viby IF's nyoprykkede Danmarksseriehold, der trods en flot og æreværdig indsats ikke kunne stille noget op mod de danske Champions League-deltagere.
af Torkil Fosdal
- Vi skulle selvfølgelig gå videre, og det gjorde vi også. vi fik mange i spil, sagde Ståle Solbakken efter dagens 4-1-pokalsejr over Viby, hvor han havde valgt at skifte hele startopstillingen ud i forhold til søndagens opgør mod Brøndby IF.
- Det er altid en snæver gambling at stille med et helt nyt hold, men jeg var rimelig sikker på, at de ville gøre en god figur, og vi gjorde det vi skulle. Samtidig fik nogle af de unge drenge, der har gjort det godt på reserve- og U19-holdet mulighed for at spille med, og Morten Thomsen kunne jo være blevet historisk med et hattrick på 10 minutter… Det er det eneste minus ved kampen, at vi ikke scorer nok på vores chancer, men til gengæld laver vi nogle fine mål, især Søren Frederiksens første er rigtig, rigtig godt, mente cheftræneren.
Københavnernes gameplan var at holde et højt tempo for at undgå at komme i problemer, og det lykkedes ikke 100 %:
- Nej, vi giver dem nogle chancer, som vi egentlig ikke burde, og det bliver vi straffet hårdt for, men samtidig er det hold vi stiller med ikke helt sammenspillet og sammentømret, men alt i alt så fik vi det vi kom for. De, der havde brug for kamptræning fik det, og de spillere, der har været hårdest belastet, kunne slap helt for at spille og får i stedet en god træningsuge, hvilket er vældig vigtigt, sluttede Ståle, der nu begynder opladningen til den vigtige topkamp i Superligaen på lørdag mod FC Midtjylland.
Hvad Ekstra Bladet Cup angår, er der lodtrækning allerede på fredag.
Martin Vingaard: Vi skulle bare videre
- Vi skulle videre, og det kom vi med en komfortabel 4-1-sejr på en udmærket måde. Den sidste halve time flytter vi bare bolden rundt i stedet for at holde tempoet oppe, men det var fint nok. Vi havde chancerne til at vinde meget større, men vi skulle bare videre, og det kom vi.
Kim Christensen: Cadeau til Viby
- Jeg synes, det var en fin kamp. Man kan af og til godt se, at det næsten er 11 helt nye folk, der ikke er vant til at spille sammen, og Viby kæmper også heroisk og skal have stor cadeau for deres indsats. Men en sjov kamp at være med i, og det vigtigste er jo at vi er videre til næste runde.
Søren Frederiksen: Altid sjovt at score to mål
- Vi starter fint, selv om vi så kommer bagud 0-1. Det er altid sjovt at score 2 mål, uanset hvilken modstander det er, så alt i alt er jeg fint tilfreds med indsatsen.