- Vi står med en meget stærk trup

CV: - Sidste stik i Superligaen

Med lørdagens kamp kl. 15.00 mod Esbjerg fB sættes der punktum for efterårssæsonen og Superligaen sendes i vinterhi. Og hvilket punktum det kan blive. Med point mod Esbjerg fB vil vi på imponerende vis gå gennem efterårssæsonen som ubesejrede, hvilket intet dansk hold i Superligaen har præsteret før. Det vidner om stor klasse, og vi kommer ikke uden om, at det har været et fantastisk efterår for Byens Hold. Selv i kampe, hvor det har set svært ud til sidst, har vi formået at komme tilbage, og det er et udtryk for stor tro på egne evner og en stærk mental styrke.

 

Før vi dog kan sætte det endelige punktum venter kampen mod Esbjerg fB, der ved tidligere lejligheder har formået at drille os i PARKEN. Vestjyderne har ikke haft den bedste halvsæson, hvor holdet p.t. indtager en næstsidste plads i rækken. Med kun syv point op til femtepladsen er Esbjerg fB imidlertid langt fra at være sat, og mon ikke Ove Pedersen som altid vil komme godt forberedt, og med en snedig kampplan i bestræbelserne på at revanchere det nederlag, vi tildelte dem i sæsonens anden kamp i juli, hvor vi i Esbjerg sejrede med cifrene 2–1.

 

Fodbold for en 20’er
I lyset af det flotte efterår er vi glade for at kunne invitere alle ind i PARKEN til lørdagens kamp for blot kr. 20,–. En tidlig julegave som en tak for al den støtte vi har oplevet i efteråret. Denne støtte har uden tvivl været en medvirkende faktor til, at vi har præsteret så stærkt især på hjemmebane i både nationalt som internationalt regi. Jeg håber således, at rigtig mange vil trodse det danske vintervejr og finde varmen sammen med alle de andre FCK-fans lørdag eftermiddag i PARKEN.

 

F.C. København skæpper til kassen
F.C. København har gennem mange år indarbejdet en velfungerende sportslig model, en vinderkultur og et fantastisk miljø omkring holdet og klubben. Vi lader os ikke distrahere og går ikke i panik i mindre gode perioder. Vi tror på metoden og modellen, der nu gennem mange år har givet os et helt særligt fællesskab, mange fine sportslige resultater og gode oplevelser. Men udover disse meget centrale værdier skaber modellen altså også økonomisk værdi – en væsentlig forudsætning for fastholdelse af et højt sportsligt niveau. Derfor glæder det os, at PARKEN Sport og Entertainment A/S, selskabet bag F.C. København, netop har opjusteret forventningerne til årets samlede resultat og som det bemærkes i den udsendte pressemeddelelse, skyldes det ikke mindst væsentlige bidrag fra F.C. Københavns deltagelse i UEFA Champions League.

 

Velkommen til kalenderårets sidste Superliga kamp i PARKEN og velkommen til spillere, ledere og fans fra Esbjerg fB samt til dommerkvartetten.

 

 

Med venlig hilsen

 

Carsten V. Jensen
Sportsdiretør