Før FCK-Panathinaikos

F.C. København har tirsdag aften den anden ”matchbold” når græske Panathinaikos FC gæster PARKEN. Grækerne kommer til København uden chance for videre kvalifikation i hverken UEFA Europa League eller UEFA Champions League – men det betyder langt fra, at det kommer til at blive en nem opgave. 

Af Jan Eliassen

Selv om Panathinaikos FC ikke har noget at spille for, så er der formodentlig ikke nogen tvivl om, at de vil forsøge at afslutte deres deltagelse i de europæiske turneringer på positiv vis, for indtil videre har grækerne ikke ligefrem over-præsteret. 

I UEFA Champions League gruppe D var det Panathinaikos FC, der scorede det første mål i gruppen. Det var i deres udekamp mod FC Barcelona på 1. spilledag, hvor Sidney Govou i det 20. minut bragte Panathinaikos foran 1-0. Siden da har Panathinaikos ikke scoret i turneringen, og de måtte i den første kamp, se Barcelona komme stærkt igen og vinde 5-1. Runden efter tabte Panathinaikos med 0-2 til F.C. København, hvorefter fulgte to gange 0-0 mod Rubin Kazan. 

På den 5. spilledag af gruppespillet var Panathinaikos derfor næsten tvunget til point – og helst en sejr – hvis de skulle have en chance for at spille europæisk efter nytår. Problemet var bare, at Barcelona også meget gerne ville have en sejr, og her viste spanierne med en 3-0 sejr i Athen, at de er en klasse over Panathinaikos. 

Ny mand ved roret

Da F.C. København vandt med 2-0 i september måned var det Nikos Nioplias der var træner for Panathinaikos. Hans ansættelse ophørte dog i november måned efter en række skuffende resultater i både den græske liga og i Champions League. 

Ny mand ved roret er den 64-årige portugiser Jesualdo Ferreira, og med ham som træner har grækerne fået en yderst rutineret træner. Men om han kommer til være ansat længe i Panathinaikos er dog ikke sikkert. Det er der to årsager til, dels er Panathinaikos ikke kendt for at være en klub, der ligefrem holder længe på en træner – de har haft 12 trænere i de sidste 10 år – men også Jesualdo Ferreira kommer lidt omkring, for med ansættelsen i Panathinaikos er han oppe på at have været ansat i tre klubber i 2010. 

Frem til sommeren 2010 var Jesualdo Ferreira træner i F.C. Porto, hvorefter han underskrev en kontrakt med spanske Málaga CF. Den ansættelse varede dog kun ni spillerunder, for fem nederlag i træk på hjemmebane – samt blot syv point i alt – var ikke nok for ledelsen i Málaga CF. Jesualdo Ferreira kom dog ikke til at gå ledig længe, for der var blot 18 dage mellem fyringen i Málaga CF og ansættelsen i Panathinaikos FC. 

Siden Jesualdo Ferreiras tiltrædelse i Panathinaikos FC har ”de grønne” fra Athen spillet tre kampe. Den første endte med førnævnte 0-3 nederlag til FC Barcelona, mens de to seneste – begge kampe i den græske lige – er endt med 2-0 sejre til Panathinaikos.

 

Panathinaikos FC topper den hjemlige liga

Der har ikke været megen succes i UEFA Champions League, men det går til gengæld meget godt for Panathinaikos hjemme i Grækenland. 

Panathinaikos’ første 13 kampe har blot budt på et enkelt nederlag, i 7. spillerunde hvor de tabte med 0-1 til AEK Athen. I de resterende 12 kampe er det blevet til tre uafgjorte kampe samt hele ni sejre, blandt andet en snæver 2-1 sejr over de evige rivaler fra Olympiakos. I dette opgør, var Olympiakos kommet foran 1-0, men først udlignede Djibrill Cisse, så blev Olympiakos ramt af en udvisning i en situation der også førte til straffespark. Djibrill Cisse blev sat til at sparke forsøget fra straffesparkspletten, og franskmanden svigtede ikke – og sikrede dermed Panathinaikos en sejr på 2-1. 

I skrivende stund har Panathinaikos 30 point efter 13 kampe, og dermed er de tre point foran Olympiakos på 2. pladsen. Søndag aften kan Olympiakos dog udligne dette forspring, det sker hvis de vinder deres kamp i den 13. spillerunde. Her tørner Olympiakos sammen med Kavala – og dette opgør kan rent faktisk kategoriseres som et topopgør, idet Kavala inden kampen er at finde på ligaens 3. plads, dog med otte point op til Olympiakos på 2. pladsen. 

Topscorerne i Panathinaikos FC

Det er næsten forkert at sætte ”topscorerne” i Panathinaikos i flertal, for reelt er der kun tale om en enkelt spiller der, næsten, scorer samtlige mål. Djibrill Cisse har scoret 13 af Panathinaikos’ 23 mål i den græske liga, og de resterende ti mål er fordelt på otte spillere. 

Konstantinos Katsouranis og Antonis Petropoulos har begge scoret to mål, mens Jean-Alain Boumsong, Nikos Spiropoulos, Loukas Vyntra, Luis Garcia, Sotirios Ninis og Lazaros Christodoulopoulos alle har scoret et enkelt mål.

 

Nøglen til københavnsk succes tirsdag aften virker derfor meget åbenlys. Stop Cisse! Lykkes det, så er der gode muligheder for, at navnet ”F.C. København” er at finde i bowlen, når UEFA den 17. december i Nyon trækker lod til 1/8-finalerne i UEFA Champions League.


DOMMERNE

Der er tale om et gensyn med kampens dommer tirsdag aften, for F.C. København har en enkelt gang før haft tyske Florian Meyer som dommer i en kamp i UEFA Champions League.

Af Jan Eliassen

UEFA har valgt den 42-årige Florian Meyer som kampens dommer, og dermed kommer han for anden gang i karrieren til at dømme F.C. København. Første gang var den 26. september 2006 på Celtic Park i Glasgow. 

Det var da F.C. København for første gang deltog i UEFA Champions League, og i 2. kamp i puljespillet mødte skotske Celtic. Kampens eneste mål faldt efter 35 minutter, og det kom efter af dommer Meyer havde dømt et noget tvivlsomt straffespark til skotterne. Ifølge Florian Meyer fik Michael Gravgaard hægtet Nakamura, og desværre for Løverne så gav det Celtic chancen fra 11-meters pletten. Kenny Miller sparkede, og selvom Jesper Christiansen havde hænderne på, så gik bolden alligevel i mål – og scoringen viste sig 55 minutter senere, at være kampens eneste scoring. 

Florian Meyer har også dømt Panathinaikos en enkelt gang, og resultatet var fuldstændig det samme som F.C. København fik med hjem fra Glasgow. Florian Meyer var nemlig dommeren i foråret 2004, da Panathinaikos på hjemmebane tabte med 0-1 til franske Auxerre i UEFA Cup’en. 

Florian Meyer i denne sæson

Florian Meyer har dømt i den tyske Bundesliga siden 1998, og har haft sin internationale dommerlicens siden 2002. Han har igennem årene dømt en hel del europæiske kampe, og har i de sidste par år fordelt sin dommergerning nogenlunde ligeligt mellem UEFA Europa League og Champions League. 

I denne sæson har han dømt to kampe i Europa League. Først var han sendt i aktion i Rumænien, hvor han dømte play-off kampen mellem Timisoara og Manchester City, en kamp som englænderne vandt med 1-0. Hans anden kamp i Europa League var i puljespillets gruppe I, hvor han var manden i sort da Metalist Kharkiv fra Ukraine slog italienske Sampdoria med 2-1. 

Florian Meyer har også dømt en enkelt kamp i denne sæsons UEFA Champions League. Det var i midten af september måned, hvor han dømte Marseille mod Spartak Moskva. Dette opgør blev en smule overraskende vundet af russerne med 1-0. 

Florian Meyer og danske hold

Udover det ene opgør med deltagelse af F.C. København, så har Florian Meyer ved to andre lejligheder været dommer i opgør med deltagelse af enten det danske landshold eller et dansk klubhold. 

Første gang Florian Meyer var med i en ”danskerkamp” var i oktober 2008, og det er en kamp som mange danskere – og specielt nordjyske AaB-fans – vil huske. Ikke at AaB vandt kampen mod Villarreal CF – men fordi kampen indeholdt hele ni scoringer. Desværre for AaB, så var det Villarreal CF der scorede flest mål, for spanierne vandt kampen med 6-3. 

Florian Meyers seneste møde med dansk fodbold var i PARKEN. Det var den 14. oktober sidste år, hvor Danmark sluttede en fin VM-kvalifikation af med at tabe med 0-1 til Ungarn i PARKEN. Heldigvis for Danmark havde holdet fire dage tidligere besejret Sverige med 1-0, og havde med dette resultat sikret sig adgang til sommerens VM i Sydafrika. 

Som en note kan anføres, at Florian Meyer også var i PARKEN den 2. juni 2007. Her tørnede Danmark og Sverige sammen i en kamp der nok mest huskes for ”bane-løberen”, og i denne kamp var kampens 4. dommer Florian Meyer. 

F.C. København og tyske dommere

Byens Hold har ni gange før haft en tysk dommer. De ni opgør er endt med to nederlag, fire uafgjorte og tre sejre, og den samlede målscore er 16-10 i F.C. Københavns favør. 

Blandt de ni opgør med tysk dommer kan på ”negativ-siden” nævnes 1-4 nederlaget til S.S. Lazio i efteråret 2001, men på ”positiv-siden” huskes specielt 1-0 sejren over Manchester United i 2006, 7-0 mål-orgiet mod Cliftonville FC i juli 2008 – samt det seneste tilfælde med tysk dommer: 1-1 i udekampen på Mestalle Stadion mod Valencia CF i november 2008. 

De øvrige dommere

Alle dommere til tirsdagens kamp er fra Tyskland. De to liniedommere er Holger Henschel og Sönke Glindemann, og de får følgeskab af Peter Gagelmann som kampens 4. dommer. De sidste to dommere er Babak Rafati og Christian Dingert – og de har rollen som de to ”Additional assistant referees”.