Halvårssæsonkort: Gå ikke glip af 1/8-finalen!

Chelsea har friskt nederlag med i bagagen

Så starter forårssæsonen - og det med et brag! For første gang nogensinde i F.C. Københavns historie deltager klubben i 1/8-finalen i UEFA Champions League, og når det på tirsdag går løs, så er modstanderen det engelske storhold Chelsea FC.

 

Af Jan Eliassen

Den 17. december sidste år blev der trukket lod til forårets 1/8-finaler, og da navnet "Chelsea FC" kom op af bowlen, så var der mange der mente, at det nok havde været meget smart at møde englænderne med det samme - dette fordi F.C. København på det tidspunkt var rigtig godt kørende, men også fordi det modsatte var tilfældet for Chelsea FC.

 

Det kunne naturligvis ikke lade sig gøre at spille de to opgør dengang, og de fleste var derfor heller ikke i tvivl om, at Chelsea FC nok skulle få gang i spillet igen, og dermed udgøre en særdeles vanskelig udfordring, når det blev tid til 1/8-finalerne.

 

Men det kører stadig ikke som det skal...

Selvom der har været positive momenter for Chelsea FC, så er status på nuværende tidspunkt, at det stadig ikke kører, som det skal i Chelsea. Da lodtrækningen fandt sted lå Chelsea FC nummer fire i Premier League, og var uden sejr i deres seneste fem ligakampe. Men siden lodtrækningen er 4. pladsen ikke blevet udskiftet med en placering højere oppe i tabellen, da Chelsea pt. er at finde på 5. pladsen.

 

Seneste forsøg på at kravle opad i tabellen var i mandags. Her mødte Chelsea på udebane Fulham, en kamp som sluttede 0-0. Kampen kunne dog ligeså godt være endt med tre point til Fulham, for i kampens overtid fik hjemmeholdet tilkæmpet sig et straffespark - men her viste Petr Cech, at han er en klassekeeper, for med en fin redning sikrede han Chelsea det ene point.

 

At Chelsea ligger på 5. pladsen er helt sikkert ikke er tilfredsstillende for klubledelsen, og de må samtidig konstatere, at rivalerne fra Manchester United har et forspring på hele 12 point, og med tanke på at United ikke smider mange point for tiden, så ser det ud allerede nu ud til, at Chelsea FC ikke kommer til at forsvare deres titel fra sidste sommer.

 

Men selvom placeringen i ligaen ikke er tilfredsstillende, så har der som sagt været nogle positive fremskridt at spore for Chelsea. Resultaterne henover jul og nytår var ikke gode (to nederlag, en uafgjort og en sejr), men herefter fulgte en god periode med tre ligasejre i træk - og da man samtidig valgte at forstærke truppen med ingen ringere end den spanske verdensstjerne Fernando Torres, så var der tegn på, at det kunne begynde at gå den rigtige vej for Roman Abramovichs udvalgte.

 

Men hvor det først så ud som om at det gik den rigtige vej, så ser det desværre - for Chelsea FC - ikke ud til at investeringen på over 400 millioner kroner på Torres, har medført den øjeblikkelige succes, man nok havde håbet og troet på. Det gik endda galt i den allerførste kamp - hvor modstanderen såmænd var Torres' gamle klub, for her kunne Liverpool med glæde konstatere, at de ikke bare have fået over 400 millioner kr, men også at de have fået alle tre point med hjem til Liverpool.

 

Frisk pokal-nedtur i bagagen

Chelsea FC kommer til København med en frisk nedtur i bagagen, for i deres seneste kamp inden tirsdagens Champions League opgør, der måtte de noget skuffende lade livet i FA Cuppens 4. runde. I slutningen af januar spillede Everton og Chelsea uafgjort 1-1, og derfor var der lørdag eftermiddag omkamp. På trods af at Chelsea generelt var det bedste hold, og klart havde flest chancer, så endte de første 90 minutter målløse.

 

I den 1. halvleg af den forlængede spilletid kom Chelsea så fortjent foran. Anelka snød to Everton spillede på fløjen, slog den ind foran mål, hvor Drogba fik den serveret for Lampard, og den engelske landsholdsspiller svigtede ikke. Det ville nok også have været ganske fortjent, at Chelsea havde vundet, men i det sidste minut fik Everton et frispark på kanten af feltet, og den chance udnyttede gæsterne på fornemmeste vis, for Leighton Baines sparkede flot bolden i kassen, og dermed skulle det hele afgøres fra 11-meter pletten.

 

I straffesparkskonkurrencen kom Chelsea igen foran, for Lampard startede med at score, mens førnævnte Baines denne gang måtte se sit skud reddet af Petr Cech. Chelsea smed dog fordelen på gulvet, da først Anelka og lidt senere Ashley Cole misbrugte deres forsøg, og det betød at Philip Neville til sidst kunne sikre Everton videre avancement til FA Cuppens 5. runde - og det var lige præcis, hvad den rutinerede Neville valgte at gøre.

 

Ergo er det en flok skuffede Chelsea spillere, der kommer til PARKEN, og for de flestes vedkommende har de endda 120 minutters pokalfodbold i benene - men da Champions League efterhånden er Chelseas eneste chance for succes i denne sæson, så vil alle mand nok gøre alt, hvad de kan for at vise, at de er et klassehold - og mon ikke at Torres, der sad udenfor i pokalkampen, også meget gerne vil vise, at de mange millioner ikke var helt galt investeret...