Ståle: - Hvis vi får det første mål...

Ståle: - Hvis vi får det første mål...

af Torkil Fosdal

- Vi har brug for et mirakel eller to, sagde cheftræner Ståle Solbakken på tirsdagens pressemøde forud for det, der måske kan blive hans sidste store kamp for F.C. København. Men den ambitiøse nordmand nægter at opgive håbet: - Det handler om, hvem der scorer det første mål. Hvis vi scorer, vil det ændre psykologien i kampen, og vi har jo været i den situation før, og dengang vandt vi 2-0 i Amsterdam og kvalificerede os til Champions League-gruppespillet.

Men man kan godt være både optimist og realist, og cheftræneren er udmærket klar over, at situationen er meget, meget vanskelig. Og indledningen på forårssæsonen har heller ikke ligefrem båret ny næring til optimismen.

- Vi har ikke spillet op til vores bedste efter vinterpausen og har ikke nået det niveau, vi havde før jul. Det er der flere årsager til, men Anelkas tidlige scoring i den første kamp gjorde det heller ikke nemmere. Det var mentalt svær os at håndtere, for når man har gået og sat sig op til en kamp som Chelsea-kampen i 3 måneder, så er det ekstra hårdt at komme bagud så tidligt. Vi formåede aldrig at komme tilbage og true dem, og de 6-7 udmærkede kontramuligheder vi havde, endte hver gang med farlige Chelsea-kontraer, fordi vi mistede bolden i nogle kritiske positioner.

Der er flere spørgsmålstegn omkring startopstillingen end normalt, og ét af dem skyldes jo, at Zdenek Pospech har karantæne. Desuden døjer Mikael Antonsson med en forstrækning i den ene balde, og Oscar Wendt har også siddet ude et par kampe på grund af en mindre skade. Begge håber naturligvis at blive klar, men det afgøres først på kampdagen.

- Det var i hvert fald godt, vi tog Antonsson ud med det samme i Aalborg, men vi er jo altså stadig med i turneringen, så det gjaldt om at skåne ham så tidligt som muligt. Det bliver Oscar Wendt eller William Kvist, der skal spille højre back, men hvem afhænger lidt af, om Antonsson bliver klar, sagde Ståle uden at ville nærmere ind på konsekvenserne.

Et andet spørgsmål er mere tilbagevendende, nemlig hvor Jesper Grønkjær skal benyttes. I den første kamp spillede han på midtbanen, men senest spillede han i angrebet med N’Doye i Aalborg. Grønkjær selv glæder sig bare til at løbe ud på sin tidligere hjemmebane, der har en særlig plads i hans hjerte.

- Sidst jeg spillede her var i en Champions League-semifinale, og jeg havde 4 gode år her i London, og det var også her min datter blev født. Det bliver sjovt at spille her igen, og jeg har lige været ude og kigge lidt på stadion og genkendt nogle personer, som jeg kan huske fra dengang. Det bliver ”a walk down memory lane”.

Jos Hooiveld er klar til at træde ind i startopstillingen, hvis Mikael Antonsson ikke bliver klar, og han glæder sig også over at være tilbage på de britiske øer, hvor han jo senest har spillet for Celtic.

- Det er i hvert fald billigere for mig, for jeg har stadig mit engelske mobilnummer, men det må jeg snart se at få skiftet til et dansk, når jeg kommer tilbage, bemærkede han humoristisk.

Men Anton har langt fra selv opgivet håbet om at spille:

- Det føles bedre og bedre, og jeg tror på, jeg bliver klar. Men nu må vi se efter træningen i dag, sagde den stærke stopper, der i øvrigt kan glæde sig over at være udtaget til Sveriges VM-trup mod Moldova sammen med Johan Wiland og Oscar Wendt.

Cheftræneren får det sidste ord i denne omgang:

- Der er flere måder at ryge ud af en turnering på, og det er vigtigt vi fighter til det sidste, så vi i hvert fald kan sige farvel på en ordentlig måde, hvis vi ryger ud.

FCK.DK's faste fotoleverandør fra Sportsagency.dk var til stede og tog disse billeder fra Stamford Bridge: