Første møde med dommer Todorov
FØRSTE MØDE MED DOMMER TODOROV
Dommeren
til torsdagens kamp mod FC Vorskla Poltava er nu fundet, og UEFA har
valgt, at det bliver den 35-årige bulgarer Stanislav Todorov der skal
dømme opgøret.
Af Jan Eliassen
Stanislav
Todorov er placeret i dommerkategorien ”First”, den tredjehøjeste
kategori af dommere efter ”Elite” og ”Elite Development”. Todorov er den
eneste dommer fra Bulgarien i denne kategori, og er samtidig den højest
placerede bulgarske dommer. Kategorien ”First” har også deltagelse af
den danske dommer Peter Rasmussen, der ligeledes er den eneste dansker i
denne kategori og også er den højest placerede danske dommer.
Stanislav
Todorov har dømt internationalt siden 2006, og er stille og roligt ved
at arbejde sig op igennem rækkerne. Han har igennem de seneste fem
sæsoner dømt en række kvalifikationskampe til de europæiske
hovedturneringer, primært til UEFA Cup’en og Europa League, men har
endnu ikke stiftet bekendtskab med de europæiske turneringer efter
kvalifikationskampene. Dermed bliver kampen på torsdag hans allerførste
kamp i selve gruppespillet i UEFA Europa League.
Todorov har i
denne sæson dømt kampen mellem Olimpija Ljubljana og Austria Wien (1-1) i
3. kvalifikationsrunde og senest playoff-kampen mellem tyrkiske
Besiktas og russiske FC Alania Vladikavkaz, et opgør der blev vundet af
tyrkerne med 3-0.
Udover de to kvalifikationskampe til UEFA
Europa League, så har Stanislav Todorov også dømt en enkelt
EM-kvalifikationskamp efter sommerferien. Det var her i starten af
september, hvor han dømte 1-1-opgøret mellem Letland og Grækenland.
Kort og straffespark
Medregnes
landskampen, så har Todorov dømt tre internationale kampe her i
efteråret, og har i alt uddelt 18 gule kort – så skal han holde
gennemsnittet, så vil der på torsdag blive uddelt seks gule kort. Til
gengæld skal man ikke forvente så mange røde kort eller straffespark,
idet han i de tre opgør ikke har haft det røde kort fremme – og også kun
har dømt et enkelt straffespark.
Ikke første besøg i Danmark
Kampen
på torsdag bliver ikke Stanislav Todorovs første besøg i Danmark, idet
han i juli 2009 dømte AaB’s hjemmekamp mod Slavija Sarajevo i 2.
kvalifikationesrunde til UEFA Europa League. Kampen endte uden
scoringer, og AaB måtte ugen efter sige farvel til de europæiske
turneringer, da de i Bosnien tabte returkampen med 1-3.
De øvrige dommere
Det
er ikke kun dommer Todorov der er fra Bulgarien, det er alle de øvrige
dommere nemlig også. De to liniedommere er Nikolay Angelov og Ventsislav
Gavrilov. Kampens 4. dommer er Anton Genov.
De to “bagliniedommere” (Additional assistant referees) er Nikolay Yordanov og Aleksandar Kostadinov.
Kilde: www.worldreferee.com