Vorskla fik ikke den bedste optakt
VORSKLA FIK IKKE DEN BEDSTE OPTAKT
Onsdag
aften skal F.C. København forsøge at holde liv i håbet om europæisk
fodbold til foråret. Hvis dette skal lykkes, så skal Vorskla Poltava
besejres, og med tanke på hvorledes Vorskla klarede sig i den forgangne
weekend, så er der muligheder for den københavnske offensiv.
Af Jan Eliassen
Da
F.C. København i midten af september måned mødte FC Vorskla Poltava for
første gang, da lå klubben på en 5.plads hjemme i den ukrainske Premier
League. Dette er ikke længere tilfældet, for Vorskla har i de ni
ligakampe, de har spillet siden gruppespillets første kamp, blot hentet
to sejre og spillet tre kampe uafgjort. Det betyder at fire ligakampe er
tabt, og derfor er onsdagens modstander raslet ned på 9. pladsen, hvor
de nu er 23 point efter Dynamo Kiev på 1. pladsen – men dog har et hul
på hele 11 point til nedrykningsstregen.
Vorsklas defensiv havde i
de første 17 spillerunder blot lukket 20 mål ind, men i den netop
overståede weekend gik det helt galt. Her mødte Vorskla på udebane
Metallurgh Donetsk, og de to klubber lå inden opgøret side om side i
tabellen med 23 point hver. Det gør de ikke længere, for Metallurgh
Donetsk vandt sikkert. Da de første 45 minutter var spillet, kunne
Metallurgh Donetsk gå til pause med en 3-2 føring, og i 2. halvleg blev
denne føring så udbygget til en sejr med tenniscifrene
6-3.
Så
der er tegn på problemer i Vorsklas defensiv, og de huller må vi så
håbe, at N’Doye, Santin og den øvrige løvetrup også kan finde onsdag
aften.
Lutter hjemmebanenederlag i gruppespillet
Der
er spillet fire runder i Europa Leagues gruppe B, og Vorskla Poltava
ligger sidst i gruppen med blot et enkelt point. Det enlige point blev
hevet i land i 3. runde, hvor de på Stade Maurice Dufrasne i Liége fik
0-0 med hjem.
I 1. runde var Vorskla taget til København, og her
var det Løverne der vandt opgøret med 1-0. Kampens enlige træffer blev
sat ind på straffespark af Morten Nordstrand, efter at Johnny Thomsen
var blevet nedlagt i feltet af Kurilov små ti minutter inde i 2.
halvleg.
Runden efter fik Vorskla besøg af Hannover 96, og endnu
engang optrådte Kurilovs navn i kamprapporten, denne gang dog som
målscorer. Desværre for Vorskla, så scorede han først efter at tyskernes
Mohammed Abdellaoue og Christian Pander havde bragt gæsterne foran 2-0.
Kampen endte med en 2-1 sejr til Hannover 96.
Vorskla Poltavas
seneste kamp i Europa League var deres hjemmekamp mod Standard Liége, og
endnu engang kom Kurilov på måltavlen. Denne gang bragte han Vorskla
foran 1-0, men det endte alligevel med et nederlag, for Luis Manuel
Seijas, Kanu og Mohamed Tchite sikrede Standard Liége en 3-1 sejr.
Om Vorskla Poltavas stadion
Kampen
onsdag aften spilles på Oleksiy Butovsky Vorskla Stadium. Det er et
stadion der kan bruges til en lang række sportsgrene, og banen er
omkredset af den klassiske løbebane. Der er plads til knapt 25.000
tilskuere, og stadionet bruges oftest til fodbold, og er altså
hjemmebane for FC Vorskla Poltava.
Oleksiy Butovsky Vorskla
Stadium blev bygget i 1974, men er flere gange siden da blevet
renoveret. Stadionet vil dog ikke være et af de stadions, der skal
bruges i forbindelse med EM 2012 i Polen og Ukraine.