Kort status inden Stuttgart-kampen

Kort status inden Stuttgart-kampen

Om lidt over otte timer går det igen løs i UEFA Europa Leagues gruppe E. Klokken 21:05 fløjter den portugisiske dommer Artur Soares Dias nemlig kampen mellem VfB Stuttgart og F.C. København i gang. 

Stillingen i Løvernes gruppe er den, at FC Steuau Bucuresti fører gruppen med fire point, herefter ligger F.C. København og Molde FK side om side med tre point, dog med F.C. København på 2. pladsen, da vi vandt det indbyrdes opgør mod Molde FK. Sidst i gruppen er VfB Stuttgart med det ene point, de fik med 2-2 i den første gruppekamp mod FC Steuau Bucuresti. En sejr til F.C. København i aften vil derfor – som altid – være rigtig dejlig, men sejren vil samtidig give Byens Hold et rigtig godt udgangspunkt for videre avancement fra gruppen. 

Vejret her i Stuttgart er udmærket, der er tæt på at være blå himmel og temperaturen ligger omkring 15 grader, men vil falde til omkring 8-10 grader i aften. 

Torsdag formiddag blev der holdt det obligatoriske ”tekniske møde” mellem klubberne, UEFA og de relevante offentlige instanser. På mødet fortalte værterne at de regner med omkring 15.000 tilskuere til opgøret, der spilles på Mercedes Benz Arena – det forventes at omkring 700 af disse vil være FCK-fans.

F.C. København stiller i aften op helt i den nye europæiske 3. trøje – Designet af T. Karl-Oskar Olsen fra Wood Wood – mens Johan Wiland spiller helt i lyseblå. VfB Stuttgart spiller i hvidt, undtageren deres keeper der spiller i grønt. 

Som det hører sig på europæiske udebaneture, så førte fysisk træner Anders Storskov an da spillerne og trænerteamet var ude på en kort gåtur i byen.

Herunder kan ses et par billeder fra gåturen.




Kim C, Anders og Kris ved at være klar



Bola slapper af



Gåturen gik via en lokal kirkegård



Ariël Jacobs følger efter islændingene



Næsten hjemme igen



Og så er vi hjemme