Ariël: - Tilfreds med resultatet

Ariël: - Den rette mentalitet




af Torkil Fosdal

Med en fortjent 2-0-sejr stoppede løverne AGF’s stime som ubesejrede i Superligaen siden 19. august, og desuden vandt man for anden gang på fire dage en vanskelig udekamp i Jylland uden at lukke mål ind.

Derfor var det også en tilfreds cheftræner, der kunne gøre status efter kampen:

- Vi viser den rette mentalitet mod et hold, der er inde i en rigtig god stime og som var topmotiverede til at besejre os. Det var vigtigt for os at komme stærkt igen efter Horsens-kampen, og vi tog det første skridt i Haderslev i torsdags og endnu et skridt i dag. Alle spørger selvfølgelig efter forklaringer, når vi taber vores første kamp, men sådan noget sker, og det afgørende er ikke altid om man taber, men hvordan man håndterer det bagefter, sagde Ariël Jacobs.

- Man skal også tænke på, at vi er midt i et efterår med mange hårde og svære kampe, og vi spiller også på en tung bane, men alligevel har vi god energi i samtlige 90 minutter og har overskud til at presse dem helt til det sidste. Det er vigtigt, for der venter flere vigtige kampe resten af efteråret, betonede cheftræneren, der i første omgang nu skal se frem mod mødet med VfB Stuttgart på torsdag i PARKEN.

AGF’s cheftræner Peter Sørensen måtte også erkende, at det var det bedste hold, der vandt i dag:

- FCK var bedre i dag, og det bør de selvfølgelig også være, og de tillod os ikke at dominere lige som i vores seneste kampe. Men man er aldrig bedre, end modstanderen tillader.

Lars Jacobsen: Heldigvis scorede Bola et flot mål

- Jeg ved ikke om det var mig og Bolaños der vandt kampen på kanten, men det var en meget lige kamp. Vi kom ikke rigtigt i gang, og kom ikke helt rundt om dem som vi ville. Men heldigvis scorede Bola et flot mål, og det hjalp os vinde en lige kamp.

- Men det var vigtig med udesejr, og dejligt at vinde i Jylland igen. Vi førte jo 2-0 ved pausen, og det var vigtigt for os ikke at indkassere et mål i 2. halvleg. Sejren overskygger i hvert fald at det måske ikke spillemæssigt var det allerbedste.

Christian Bolaños: God optakt til kampen mod Stuttgart

- Vi har vigtige kampe foran os, og derfor var det en god optakt til kampen mod Stuttgart at vi vandt i dag. Om mit mål kan jeg sige, at jeg prøvede fra distancen, og nogle gange er man jo heldig - og det var godt at den gik ind!

Kris Stadsgaard: Jeg ramte den rimeligt godt

- Vi spiller en fin kamp, og er i kontrol det meste af kampen - måske bortset fra de første 15 minutter i 2. halvleg. Jeg synes vi skulle have lukket kampen til 3-0.

- Det er ved at blive en god vane at score. Deres keeper clearer den lidt skidt, og den falder så ned til mit venstreben - egentlig ikke mit favoritben - men den skulle have chancen, og så ramte jeg den rimeligt godt, så måske jeg skal beholde mit Movember-overskæg...