Skotske Thomson dømmer mod VfB Stuttgart
Det
er den 40-årige skotte Craig Alexander Thomson der skal dømme
torsdagens kamp mod tyske VfB Stuttgart. Det bliver skottens anden kamp
med deltagelse af F.C. København, da han i efteråret 2008 dømte F.C.
København mod franske St. Etienne.
Af Jan Eliassen
Craig
Alexander Thomson har dømt internationalt siden den 1. januar 2003. I
UEFA's dommerkategorier er han at finde i den højeste kategori ”ELITE”,
og han er sammen med William Collum den højest rangerede skotske dommer i
UEFA-regi. William Collum har for øvrigt også tidligere dømt F.C.
København i de europæiske klubturneringer.
Den seneste
internationale opgave for Craig Alexander Thomson var Champions League
kampen mellem BATE og Valencia den 23. oktober 2012. Her vandt Valencia
med 3-0, blandt andet takket være en straffesparksscoring i 1. halvlegs
tillægstid.
Craig Alexander Thomson dømte desuden kampen ved EM
2012 mellem Danmark og Portugal, en kamp som portugiserne desværre vandt
med 3-2.
F.C. København og skotske dommere
F.C.
København har tre gange før haft skotske dommere i PARKEN, og de tre
kampe er ligeligt fordelt på en sejr, en uafgjort og et nederlag. På
udebane er scenariet fuldstændig det samme, tre kampe, en sejr, en
uafgjort og et nederlag.
Den seneste FCK-kamp med skotsk dommer
blev spillet i september 2010, og var Champions League udekampen mod
græske Panathinaikos FC. Her sikrede Dame N'Doye og Martin Vingaard en
københavnsk 2-0 sejr. Den kamp blev for øvrigt dømt at tidligere nævnte
William Collum.
De øvrige dommere
Craig
Alexander Thomson medbringer fem landsmænd til kampen i PARKEN. De to
liniedommere er Graham Chambers og Stuart Stevenson. Kampens 4. dommer
er George Drummond.
Kampens to "Additional assistant referees" – eller bagliniedommere – er Brian Colvin og Paul Robertson.