Tilskuerstatus F.C. København-VfB Stuttgart
Løvernes ledelse har gjort status med politi og UEFA’s repræsentanter oven på UEFA Europa League-kampen mellem F.C. København og VfB Stuttgart, hvor en flot kulisse i PARKEN blev skæmmet af heftigt fyrværkeri fra udebaneafsnittet.
F.C. Københavns ledelse har som altid gjort status på samarbejdet med Københavns Politi dagen efter en stor fodboldkamp i PARKEN. Og meldingen fra politiet var efterfølgende klar og positiv.
- Vores samarbejde med politiet er generelt godt, og det var det bestemt også i forbindelse med Stuttgartkampen. Der var ingen episoder i byen eller omkring stadion inden kampen, og det skyldes ikke mindst, at de tyske gæster blev mødt og fulgt rundt af betjente uden kampuniformer, ligesom politiet løbende informerede de tilrejsende fans på tysk, om alt de havde brug for at vide for at have en god og fredelig dag i København, via bl.a. foldere og på Twitter. Det er initiativer som vakte begejstring og taknemmelighed hos både VfB Stuttgarts ledelse og UEFA’s repræsentanter, siger administrerende direktør Anders Hørsholt.
- Efter kampen har politiet kun observeret en enkelt uheldig episode i byen, der kan relateres til fodboldkampen. Så ordensmagten fortjener bestemt ros for deres indsats, og vi er taknemmelige for det gode samarbejde, som vi har med dem.
På stadion var der desværre flere uheldige episoder, ikke mindst da kampen måtte afbrydes midlertidigt pga. fyrværkeri fra Stuttgarts tilskuere, som der også er blevet evalueret på.
- Vi kan konstatere, at det helt tydeligt var en planlagt aktion fra flere af de medrejsende tyske fans. De var aggressive overfor vores stewards og sikkerhedspersonale lige fra hele gruppen på godt 2000 tilskuere var samlet på deres afsnit. Og det er desværre sådan, at hvis man har lyst til at rejse 1000 kilometer nordpå for at lave ballade i en ellers flot og festklædt ramme, så er det svært at dæmme op for. Især når man ikke har fået efterretninger fra gæsternes side på, at det var under optræk, siger Anders Hørsholt.
- Efterfølgende har vi så kunnet læse os frem til, at der skulle have været tyske fans i PARKEN, der afsoner livsvarig karantæne fra deres eget stadion, og at det var dem der var arkitekterne bag balladen og fyrværkeriet. Vi har sågar kunnet læse, at en person fra Stuttgarts ledelse undrer sig over, at de personer kunne komme ind i PARKEN. Og til det er der bare at sige, at hverken VfB Stuttgart, deres fankoordinatorer eller det tyske politi på noget tidspunkt mente, at der var optræk til noget som helst i forbindelse med kampen i PARKEN. Hverken overfor os eller overfor UEFA, da de hver især blev spurgt. Og de efterretninger er uundværlige mellem politi, klubber og UEFA, hvis vores sikkerhedspersonale og det danske politi skulle have forhindret personer med karantæne i Tyskland i, at komme ind i PARKEN. Det ville jo have krævet, at Stuttgarts folk og det tyske politi havde gjort os opmærksomme på dem og peget dem ud. Så den udtalelse og manglende ansvarstagen er en ærgerlig afslutning på det ellers fine samarbejde, vi havde på alle andre områder med Stuttgarts ledelse.
- Vi ved, at vores vagtpersonale har visiteret de tyske gæster så grundigt, som det er muligt, inden for lovens rammer. Og at mange romerlys blev fundet og konfiskeret af samme grund ved indgangen til PARKEN. Vi ved også, at vores stewards reagerede som de skulle og kunne, for at sørge for sikkerheden blandt de øvrige tilskuere og aktørerne på banen, da fyrværkeriet først blev antændt blandt de tyske gæster.
Blandt resten af de næsten 25.000 tilskuere i PARKEN var der ikke problemer af nogen art, før til allersidst i kampen, hvor modstandernes målmand angiveligt følte sig ramt af en genstand kastet fra tribunerne.
- Der blev generelt skabt en fantastisk kulisse, opbakning og stemning af vores fans under kampen. Vi kan på ingen måde acceptere, at der kastes ting på banen fra vores publikum. Men vi kan have forståelse for, at en eller få ud af 25.000 mennesker føler sig frustreret eller provokeret nok til, at det kan ske, taget scenariet på Stuttgarts tilskuerafsnit og kampens udvikling i betragtning. Og skulle den episode efterfølgende udløse en bøde fra UEFA, så må vi acceptere det, siger Anders Hørsholt.