Ariël: - Ikke en smuk sejr, men en vigtig!

Ariël: - Ikke en smuk sejr, men en vigtig!

 

Matchvinder Andreas Cornelius i duel med SønderjyskE's Gill Swerts
Foto: Torkil Fosdal, FCK.DK


af Torkil Fosdal


Da en drivvåd cheftræner tog imod pressen efter kampen lagde han ikke skjul på, at der ikke var tale nogen skønhedspræstation, da hans mandskab med noget besvær besejrede SønderjyskE med 2-1 efter at have været bagud 0-1 ved pausen.

– Nej, det var ikke en smuk sejr, men det var en meget vigtig sejr, for det er aldrig let at spille hernede, og vejrforholdene gjorde det bestemt ikke lettere. SønderjyskE så ud til at tilpasse sig lidt bedre til forholdene, og det bliver selvfølgelig endnu sværere, når først vi kommer bagud 0-1. Men jeg sagde til spillerne i pausen, at de bare skulle blive ved at spille bolden hurtigt rundt og se at få den ind foran mål for at udnytte den kraftige medvind. Så det er stærkt at vinde her under disse omstændigheder.

Eftersom Nordsjælland tidligere på eftermiddagen tabte i Esbjerg, er afstanden i toppen af tabellen nu øget til 9 point, men det er ikke noget, der optager cheftræneren synderligt:

- Vi må hele tiden være ydmyge og bare koncentrere os om vores eget spil. Vi skal være glade for, at vi kunne håndtere kampen i dag, og så ser vi ellers kun frem til den næste, der er pokalkampen i Brøndby.

Efter et par kampes scoringspause var Andreas Cornelius tilbage på måltavlen.

- Det er ikke så unormalt, at angribere kommer ind i perioder uden mål, slet ikke for unge spillere som Cornelius, men det er selvfølgelig ekstra godt for hans selvtillid, at han bliver matchvinder i dag med sine to scoringer.

Cornelius selv havde også begge ben på jorden, da han efter kampen skulle kommentere sine træffere.

- Jeg har ikke noget mål om at score et specielt antal mål i sæsonen, det vigtigste for mig er bare at præstere solidt og holde et højt bundniveau, det er det jeg fokuserer på. Men selvfølgelig er det dejligt at score!


Andreas Cornelius: Vi er inde i en god stime

- Det vigtigste var at vi vandt og fik de tre point. Inden kampen havde vi fået at vide, at FC Nordsjælland havde sat point til, så det ser godt ud. Personligt var det godt at score et par stykker og komme igang igen.

- Det ser godt ud for os, vi er inde i en god stime og har nu vundet fire Superligakampe i træk. Det skal bare fortsætte og så ser det rigtig godt ud.


Michael Jakobsen: Absolut ikke bevidst tilbagelægning

- Der kommer et indlæg fra højre, som jeg bare kaster mig ned for at blokere, og så rammer den vist Kim i hovedet, inden han tager den med hænderne. Men jeg forstod på dommeren, at han åbenbart skal fløjte frisparket, når den kommer fra min fod, selv om det absolut ikke var en bevidst tilbagelægning.


Thomas Kristensen: Ville gerne ha' modvind i 1. halvleg

- Vi havde på forhånd talt om, at vi hellere ville have modvinden før pausen, så vi kunne lægge tryk på dem i 2. halvleg, men det var nu ikke planen, at vi også skulle være bagud. Men kampen skifter helt karakter efter pausen, hvor vi kommer godt tilbage og får vendt det.


Christian Bolaños: Ikke den gamle skade

- Jeg ved ikke præcis hvad der skete, det var ikke i en situation hvor der var nogen i nærheden. Men det er ikke den gamle skade, der er brudt op, så nu må vi se de nærmeste dage.