Kampreferat: Avancement trods kun 1-1
Med lodder og trisser og en hjælpende fod fra Lillestrøm lykkedes det de forsvarende skandinaviske mestre at avancere til kvartfinalerne i årets udgave af Royal League. 5.452 tilskuere så Hutchinson bringe værterne foran, mens Augusto stod for udligningen til det endelige resultat, 1-1. En flot anden halvleg fyldt med chancer og mættet med spænding gav en minderig aften i PARKEN.
F.C. København stillede med følgende mandskab:
Jacobsen - Hangeland - Gravgaard - Bergdølmo
Kvist - Linderoth - Hutchinson - Bergvold
Santos - Allbäck
Udskiftninger:
65. Kvist ud - Pimpong ind
82. Bergdølmo ud - Ijeh ind
Om det var det anderledes blå royale blod i årerne, der havde sin modstræbende indflydelse må stå hen i det uvisse, men inden det blev rigtig sjovt i PARKEN, blev det en blodfattig indledning. Ingen af de to mandskaber formåede at få ret meget til at hænge sammen, og selvom hjemmeholdet var markant mest i boldbesiddelse forvaltedes denne ikke særlig effektivt. Dertil stod det svenske forsvar for godt plantet i PARKENs muld, og ingen af de værktøjer værterne forsøgte sig synes at virke i kampens indledning.
Derfor kom der ikke meget ned på notesblokken førend en lidt tilfældig chance tilfaldt Allbäck efter 18 minutters spil. Oplægget stod Atiba og Álvaro for og tæmningen og vendingen inde i feltet af den svenske landsholdsspiller fejlede såmænd ikke noget. Det gjorde afslutningen derimod og den store chance blev vekslet til målspark.
Gæsterne havde nok at gøre med at organisere defensiven og derfor bestod offensiven mest af lange bolde fremover med krydsede fingre for det bedste udfald, og det havde svenskerne ingen held med.
Den generelle koldstart på kampen afløstes imidlertid forløsende af et flot mål til hjemmeholdet efter 26 minutters spil. Kalmar forsømte her at cleare bolden efter et hjørnespark, men da returen hurtigt blev smækket ind igen var der ingen pardon. Her stod Hutchinson således klar ved bagerste stolpe, og med en laserstråles præcision stødte canadieren bolden ind med pandebrasken. Et flot første mål for sin nye klub af den tidligere Helsingborg-spiller.
Føringen skulle dog vise sig at blive kortvarig, da det der mindede om et godt gammeldags "lucky punch" ramte PARKEN og hjemmeholdet. Linderoth, der ellers spillede en god kamp tabte bolden efter en nærkamp langt oppe på banen, og så tog gæsternes Augusto sagen i egen hånd. En tur på 30 meter blev afløst af en langskud fra 30 meter og såmænd om ikke bolden sejlede i mål bag en ikke helt sagesløs Jesper Christiansen, der i afsættet mod bolden tilsyneladende mistede fjedringen.
Den overraskende udligning fik Kalmars nu bevægelige brassere i front til at diske op med udmærkede offensive tiltag, men det blev ikke til yderligere chancer i første halvleg til nogen af de to mandskaber, der kunne se tilbage på to højdepunkter i en generel uinspireret halvleg.
Hvad første omgang manglede af gode detaljer og intensitet bød anden nu så sandelig på.
Fra start af lagde værterne et ugæstfrit pres på gæsterne, og Álvaro samt Gravgaard var ved at skaffe en drømmeåbning på de sidste 45 minutter, men ind kom bolden ikke.
Med langt mere bredde i spillet, hvor især Bergvold og Lars Jacobsen var flittige brugere af fløjene kom der mere flow i mestrenes spil, og da de to selv samme spillere med fem minutters mellemrum tordnede bolden mod mål, var løvernes overtag udtalt. Roses må i samme moment Kalmars keeper, Petter Wastå - han stod intet mindre end en pragtkamp efter pausen og nappede i øvrigt fornemt Jacobsens forsøg.
Det langt mere direkte danske spil opstod ofte omkring Atiba Hutchinson, der igen i dag afslørede høj kvalitet i langt størstedelen af sine aktioner. Hér, dér og alle vegne var den atletiske canadier, der med sine dybdeløb tilmed konstant var en trussel mod Kalmars mål. Et dommedagshug med venstrepoten understregede Hutchinsons alsidighed, men igen hev Wastå en feberredning frem og fik verfet bolden på tværribben for derefter at plukke returforsøget fra en fri Allbäck.
Den sprudlende danske offensiv havde som modpol den svenske og her evnede gæsterne således ikke ret meget andet end en indøvet frisparksdetalje midtvejs i halvlegen.
Indskiftede Pimpong satte yderligere kolorit på det målsøgende spil og efter blot ti sekunder stod ghaneseren for sin første afslutning, og det virkede som om det blot var et spørgsmål om tid førend føringen var en realitet.
Det blev dog ikke spillet eller et mål i PARKEN, der var genstand for den næste store opmærksomhed, men derimod meldingen om at Brøndby var kommet foran i Norge. Med hurtig hovedregning betød den stilling exit København, og det satte for alvor gang i løjerne, da tre danske point nu var en nødvendighed.
Den offensive satsning var total med Ijeh ind for Bergdølmo og Gravgaard op i front, men det gav nu egentlig ikke de helt store mål-chancer. Sådan en tilfaldt i stedet gæsterne, der fik en 100 % chance til Santin. Helt inde ved mål stod brasilianeren pludselig ansigt til ansigt med Jesper Christiansen, der heldigvis trak sig sejrrigt ud af den tvekamp, da landsholdsreserven plukkede bolden fornemt.
Med minutter tikkende mod ende lurede detroniseringen, men så kom meldingen om norsk udligning mod Brøndby, og dermed svingede pendulet atter over på F.C. København.
Mere skete der ikke i de to opgør og efter en afslutning i kategorien "cliffhanger" kunne de forsvarende skandinaviske mestre erklære sig videre i turneringen på yderste mandat efter et Drama i PARKEN.
Lodtrækningen til kvartfinalerne foretages i morgen.