Pressen skrev

B.T.:

Det var en fynsk landmand, der med et chok-mål i 10. minut banede vej for OBs overraskende pokal-triumf mod FCKs storfavoritter.
Den 25-årige angriber, Søren Berg, har smidt greven, men ikke lysten til det grove arbejde, og det var typisk ham, at han fulgte op, da bolden egentlig var tabt langt nede på FCKs banehalvdel.
»Det ligger nok lidt i min natur at følge det hele op og gøre det færdigt.
Jeg ved ikke, hvad der gik galt for Martin Albrechtsen, da han ville følge bolden tilbage til FCKs målmand, Magnus Kihlstedt.
Albrechtsen lod bare bolden rulle, og så kunne jeg smutte forbi og score.
Han troede vist ikke, jeg lå lige bag ham,« smilede mål-helten.
Søren Berg er en uskolet, uortodoks angriber, der blev hentet til OB for to sæsoner siden fra Fjordagers DS-hold via et halvt år på Dalums 1. divisionshold.
Han er et kraft- og energibundt uden lige. Viljen er enorm og opvejer, at de tekniske boldevner ikke altid følger helt med. En sympatisk holdspiller.
»Jeg var meget i tvivl, om jeg ville forlade landbruget og spille som professionel. Derfor skrev jeg i første omgang kun en et-årig kontrakt med OB. Men nu er aftalen forlænget til 2004,« fortæller han.
Søren Berg var plaget af en forstuvet ankel og tvivlsom starter, men en times træning dagen før overbeviste ham om, at det var værd at løbe risikoen og spille i pokalfinalen.
»Ankelen holdt fint indtil fem minutter før pausen, da jeg mærkede smerter.
Vi aftalte, at jeg skulle klø på, så længe jeg kunne i 2. halvleg, men efter godt en times spil måtte jeg ud på bænken.
Jeg gik ud med god samvittighed. Vi førte jo 2-0, men senere fik FCK reduceret, og jeg havde det elendigt, indtil der blev fløjtet af,« smilede han.
Dennis Siim var OBs anden målscorer til 2-0 i 13. minut på en bragende halvflugter fra godt en snes meters afstand.
»Ja, jeg ramte den lige i røven. Det er vist de vise ord herovre på de kanter.
Det var også bare med at få kuglen fyret af, for der kom tre-fire FCKere stormende ud mod mig,« grinede Dennis Siim, der dukkede senere op efter doping-kontrol i Parken.
»Jeg har før vundet pokalen med AGF i 1996, og jeg kan konstatere, at det føles lige dejligt hver gang,« sagde han.
Siim med den eminente sparketeknik var selv overrasket over, at OB nærmest overrumplede FCK med offensivt spil.
»Det gik overraskende godt, og de hurtige mål gav selvtillid. Vi blev mere modige.
Men det var vist ikke meningen, at vi skulle presse så langt fremme. Det havde jeg i hvert fald ikke hørt noget om på de møder, jeg var med til,« sagde han.


Ekstra Bladet:

Før dagens pokal-finale var FC København udråbt til storfavoritter mod OB, der tabte 0-4 sidste de gæstede Parken.

Men igen så man, at alt kan ske i en pokal-finale.

OB lagde ud med en enorm vilje og koncentration. FCK fik ingen plads og tid til at spille sit eget spil. Og med en Martin Albrechtsen og Magnus Kihlstedt i gavehumør gjorde FC København det bestemt heller ikke nemt for sig selv.

Efter små ti minutter trillede bolden stille og roligt ned mod FCK's mål, men hverken Martin Albrechtsen eller Magnus Kihlstedt ville tage bolden. Det ville OB's Søren Berg til gengæld godt, så han smuttede imellem de to FCK'ere og trillede bolden ind til 1-0.

Chokket havde knap nok lagt sig, før det blev dobbelt så stort.

OB sendte et langt indkast ind i feltet, som først i anden omgang blev headet væk, men bolden røg til Dennis Siim, der med en flot, flot halvflugter hamrede bolden ind ved højre stolpe til 2-0.

OB holdt fast i grebet om kampen halvlegen ud.

Efter pausen var det et langt mere tændt FCK-hold, mens OB gik længere tilbage på banen for at forsvare føringen.

Fem minutter efter pausen kom FCK frem til sin første store chance, men Peter Møller sendte bolden på overliggeren.

Midt i anden halvleg ramte FCK træværket, der ikke længere er et træværk, for anden gang, da Christian Lønstrup sendte et frispark på overliggeren.

Lønstrup havde mere held ti minutter før tid, da han reducerede til 1-2 efter oplæg fra Todi Jonson.

Men reduceringen kom for sent, og OB kunne fortjent køre pokalsejren hjem.


Onside.dk:

FC København var på forhånd storfavoritter i pokalfinalen mod OB.

Men efter 90 minutter på grønsværen var det fynboerne, der kunne strække armene i vejret i triumf.

OB chokstartede allerede efter 10 minutter, da Martin Albrechtsen og Magnus Kihlstedt ikke kunne blive enige om, hvem der skulle tage sig af en ufarlig bold.

Det udnyttede kampens spiller, Søren Berg, ved at prikke den forbi den svenske keeper til en overraskende fynsk føring.

Men OB'erne nåede knap at få armene ned, før det var tid til at strække dem i vejret igen.

Minuttet efter bragte Dennis Siim OB foran med 2-0.

FCK'erne fik ikke ekspederet bolden ordentlig væk fra feltet. Det udnyttede Dennis Siim ved resolut at banke til bolden første gang fra kanten af feltet.

Sekundet efter lå bolden i nettet til 2-0. Kihlstedt var uden chance.

I anden halvleg havde FC København chancerne til at komme tilbage i kampen, men i to omgange var overliggeren i vejen for københavnerne.

Blot syv minutter før tid blev der dog fornyet spænding, da Christian Lønstrup var på plads ved bagerste stolpe på et fladt indlæg. Fra nært hold kunne han reducere til 2-1.

Men tættere på kom FC København, og dermed står der europæisk fodbold på menuen i næste sæson for OB.

Det er i øvrigt fjerde gang OB triumferer i pokalturneringen.