Pressen skrev

B.T.:

FC Midtjyllands anfører var ganske godt tilfreds med sit holds præstation og med det ene point, som han fandt helt fortjent. Og faktisk var han noget skuffet over FCKs indsats på egen bane, hvor han mener, holdet præsterer for lidt.
»FCK har altid så travlt med, at de ikke skal skabe kampene på udebane. Så jeg synes, det var naturligt, at jeg stod og lunede bolden lidt. Da de kom foran 1-0 ville de jo ingenting, selvom de var på hjemmebane.
Vi skaber en hel del chancer i denne kamp, og vores point er helt fortjent,« mener Martin Nielsen.
Også FC Midtjyllands målscorer Morten Skoubo var tilfreds, men erkendte, at han nok skulle have scoret et enkelt eller to mål mere.
»Vi havde talt om, at FCK har lidt problemer med kommunikationen i de bageste rækker, så det var jeg selvfølgelig opmærksom på at udnytte. Jeg synes der var flere kommunikationssvigt hos dem i dag. Og det er underligt, for de plejer at være ret solide. Men det er som om der er lidt tvivl om, hvem der styrer det dernede, selvom der i hvert fald er en, der meget gerne vil,« siger Morten Skoubo.
FCK-træner Hans Backe mener ikke, at der er kommunikationsproblemer bagude. Han så situationen, hvor Kim Madsens for korte tilbagelægning blev opsnappet af Skoubo som en hændelig situation.
»De personlige fejl kommer vi til at leve med altid. Tidligere synes jeg måske nok, der var lidt kommunikationsproblemer. Men det er der ikke mere,« fastslog svenskeren, der ærgrede sig over pointtabet, men holder fast i, at det vigtigste er, at holdet ikke taber.


Ekstra Bladet:

Efter at have tilbragt lang tid i midten af Superligaen kunne FC København atter komme med helt i toppen af tabellen, da de to fusionsklubber FCK og FC Midtjylland mødtes søndag aften. Men sejren blæste væk i den kolde oktober-vind, og hjemmeholdet måtte nøjes med 1-1 for øjnene af 13.780 tilskuere i Parken.

Da AaB snublede i Vejle, kunne FCK rykke op på andenpladsen med efter Brøndby. FCK nærmede sig andenpladsen ved at komme foran 1-0, men jyderne slog igen et kvarter før tid, og FCK ligger nu på en delt tredjeplads sammen med Esbjerg, der dog allerede mandag kan rykke fra københavnerne ved at slå AB hjemme.

FCK's scoring var signeret Christian Poulsen, og målet har sikkert givet plusser i assisterende landstræner Michael Laudrups notesbog inden tirsdagens udtagelse af landsholdstruppen. Anden halvleg var kun to minutter gammel, da Thomas Thorninger sendte et indlæg ind i midtjydernes felt. Her dukkede Christian Poulsen op, bolden snittede hans blonde strithår og fortsatte forbi en prisgivet Peter Skov-Jensen i midtjydernes mål. 1-0 scoringen var startskuddet til et massivt FCK-pres og FC Midtjylland levede af løse chancer stort set resten af kampen - heraf en kæmpe en af slagsen til Morten Skoubo, der et kvarter inde i anden halvleg kunne have udlignet. Men hans hårde skud fra kort afstand ramte lige på FCK's svenske keeper Magnus Kihlstedt.

Mere held var der for Skoubo et kvarter før tid. Han driblede hurtigt forbi en tung Kim Madsen, og selvom han var hårdt presset udplacerede han Kihlstedt i FCK-målet og stillingen var 1-1. Morten Skoubos niende sæsonscoring, og han ligger nu alene i spidsen af topscorerlisten.

Begge hold havde i slutningen af kampen store muligheder for at tage alle tre point, ikke mindst jydernes indskiftede Frank Kristensen, der sekunder inden slutfløjtet sendte et fladt direkte frispark afsted, som FCK's keeper måtte ud i fuld længde for at nå.



Onside.dk:

Der var debut til en ny angrebsduo i Parken, da FC København tog imod FC Midtjylland. Den ubesejrede træner Hans Backe havde valgt at starte med nyindkøbte Peter Møller og georgieren Mikhail Ashvetia.

Det fungerede dog ikke helt optimal for den nye duo, hvor især georgieren skilte sig ud med flere gode forsøg.

Kampen var ganske underholdende, men i modsætning til mange af de andre af søndagens kampe i SAS-Ligaen, blev tilskuerne ikke forkælet med mange mål. Første halvleg endte 0-0.

I anden halvleg var det københavnerne der styrede begivenhederne. Så det var ganske fortjent, at Christian Poulsen kunne bringe hjemmeholdet foran. Den unge midtbanespiller leverede en stor præstation, der gav ham titlen som man of the match, og endnu en gang underbyggede han sin seriøse kandidatur til landsholdet mod Holland.

FC Midtjylland var som altid velorganiserede, og langsomt sneg jyderne sig frem til flere muligheder. til sidst gav det pote. Morten Skoubo kunne udbygge sin position på topscorerlisten med sin udlignende scoring.

Kampen endte uden yderligere scoringer, og Hans Backe er dermed stadig ubesejret som træner i FC København.