F.C. København køber Christian Poulsen

F.C. København har herved fornøjelsen at meddele, at det i konkurrence med adskillige danske og udenlandske klubber er lykkedes os at indgå en aftale med Holbæk om, at det 20-årige talent Christian Poulsen skifter til F.C. København primo oktober. F.C. Københavns kontrakt med Christian Poulsen løber frem til 30/6 2004.

Christian Poulsen er en alsidig defensivspiller, der samtidig har så offensive kvaliteter, at han er nr. to på topscorerlisten for 2. division med fem mål i seks kampe. Allerede som syttenårig debuterede han på Holbæks førstehold, som han siden er blevet anfører for.

Christian har spillet 5 U/18-landskampe og 82 førsteholdskampe for Holbæk.

Med venlig hilsen,

Niels-Christian Holmstrøm

Sportsdirektør,
F.C. København

[Pressemeddelelse, 8. september 16.10.]