Plænen plejes

I den seneste halvanden uge har PARKENs greenkeeper, Chris Hague, arbejdet på højtryk for at få PARKENs plæne til at stå snor-lige til søndagens kamp mod Brøndby IF. På rekordtid har englænderen fået græsset til at vokse med lynhast - blandt andet ved hjælp af kunstigt lys og overdækning.

 

- Vi har jo haft et travlt forår med masser af kampe, arrangementer og træning, hvilket har gjort at banen aldrig har fået den hvile det havde behov for. Efter kampen mod SønderjyskE har banen fået den ro som er nødvendig, og kombineret med det varmere vejr har det medført optimale vækstbetingelser, siger Chris Hague til FCK.DK.

 

FCK.DK tog nedenstående billeder af græstæppet torsdag formiddag, og billederne taler vist for sig selv. Spillerne får et plant og lækkert underlag at spille på i søndagens brag.