Oscar Wendt til F.C. København
F.C. København har i dag indgået en 4-årig aftale med det svenske stortalent Oscar Wendt. Oscar er 20 år, men har sin alder til trods spillet mere end 80 førsteholdskampe for IFK Göteborg. Det er ligeledes blevet til 10 kampe på det svenske U-21 landshold.
Oscar startede sin karriere i hjembyen Skövde. Som 17-årig valgte han at skifte til de tidligere UEFA Cup vindere, IFK Göteborg, hvor han blandt andet har været med til at spille Blåvitt til både sølv og bronze i de seneste to sæsoner.
- Oscar Wendt har alle de kvaliteter vi efterlyser til positionen som venstre back. På trods af sin alder, giver han et modent og stærkt indtryk i måden han spiller på. Han er kropsstærk, hurtig, god både defensivt og ikke mindst i det fremadrettede spil og så har han et glimrende venstreben, vi også kan få glæde af ved standardsituationer, udtaler sportschef Carsten V. Jensen.
Ikke færre end tre gange har F.C. København haft fornøjelsen af at stå overfor Oscar Wendt. I første sæsons Royal League blev Oscar skiftet ind for IFK Göteborg i begge gruppekampe mod Byens Hold. I Royal League finalen scorede han endda et mål i den vanvittige straffesparkskonkurrence der endte med en 12-11 sejr til Byens Hold.
- Jeg havde et par andre tilbud, men F.C. København var klart det mest interessante for mig. Jeg kan mærke at klubben på alle måder er større end IFK Göteborg. Jeg ser frem til at kæmpe med om titler hvert år og jeg glæder mig meget til at spille Champions League kvalifikation i efteråret.
- Holdet har mange landsholdsspillere og et stort publikum på hjemmebane. Det er noget der kan være med til at udvikle mig endnu mere som fodboldspiller. Jeg glæder mig til at komme i gang, slutter forsvarsspilleren.
Oscar Wendt vender nu tilbage til Sverige for at holde ferie, men er tilbage i Danmark den 26. juni hvor han starter træningen med sine nye holdkammerater.
Oscar Wendt skriver her under på kontrakten med F.C. København...
Oscar i F.C. København trøjen...
Stortalentet viser prøver på sin kunnen...