Álvaro Santos til fransk fodbold

F.C. Københavns brasilianske angriber, Álvaro Santos, skifter til FC Sochaux i den bedste liga i Frankrig. Klubberne ønsker ikke at oplyse økonomiske detaljer om aftalen.

 

Álvaro Santos starter i FC Sochaux den 1.august 2006, og han spiller derfor sin sidste kamp for F.C. København på onsdag i PARKEN mod finske Mypa-47 i Champions League-kvalifikationen. Dermed er ringen sluttet, idet Álvaro Santos, der blev hentet i Helsingborgs IF, debuterede for F.C. København i en Champions League-kvalifikationskamp mod Glasgow Rangers i august 2003.

 

Den 26-årige Álvaro Santos, der i øvrigt scorede i sin debutkamp, blev på grund af sin målfarlighed og uselviske optræden hurtigt meget populær hos klubbens fanskare, som gav ham kælenavnet ”Verdens Flinkeste Mand”. 

 

Et særdeles godt tilbud
F.C. Københavns bestyrelsesformand, Flemming Østergaard siger:

 

- Vi havde gerne beholdt Álvaro, men vi fik helt enkelt et tilbud, som hverken Álvaro eller vi kunne sige nej til. Det hører med til historien, at vi har haft en fælles forståelse om, at han på dette tidspunkt i kontraktperioden kunne komme videre til en af de store ligaer, hvis det rette tilbud for både klub og spiller ville dukke op, og det er altså sket nu. Álvaro har været en vigtig del af de sidste tre års succes med to mesterskaber og to sejre i Royal League, og han har endvidere været en fremragende ambassadør for klubben. Vi vil savne ham både på og udenfor banen, og jeg er sikker på, at vores fans vil tage en flot afsked med ham på onsdag i PARKEN.

 

Álvaro Santos glæder sig til fransk fodbold, men afskeden med F.C. København er vemodig:

 

- Jeg har haft tre fantastiske år i København. Jeg har vundet mesterskaber, scoret mål og spillet sammen med fremragende spillere. Som familie har vi fundet mange venner her i Danmark. Jeg er taknemlig for, at F.C. Københavns ledelse har accepteret mit ønske om at skifte til fransk fodbold, og jeg vil gerne sige tak til klubbens mange tusinde fans, som har givet mig en uforglemmelig støtte i min tid i klubben. Jeg vil gøre alt for at give dem en stor oplevelse i min afskedskamp på onsdag, siger Álvaro Santos.

 

Intensiveret jagt på angriber
På trods af tabet af Álvaro Santos mener F.C. Københavns sportschef, Carsten V. Jensen, at klubben står godt rustet angrebsmæssigt:

 

- Med Marcus Allbäck, Fredrik Berglund og unge Martin Bernburg har vi tre meget kvalificerede angribere i truppen. Vi er dog hele tiden på udkig efter forstærkninger, og i lyset af Santos´ forståelige ønske om at komme til en af de store ligaer og efterårets hårde kampprogram vil vi nu intensivere bestræbelserne på at finde en stærk angriber, siger han.

 

Álvaro har spillet 120 kampe for F.C. København, og han har scoret hele 50 mål. Sidste år delte han klubbens topscorertitel med Marcus Allbäck med 15 mål i SAS Ligaen.