Gordon Strachan: Vi skal slå FCK!

FCK.DK var til stede, da Celtic holdt pressemøde på Celtic Park mandag eftermiddag. Manager Gordon Strachan sagde, at han først tirsdag tager endeligt stilling til, om angriberen Jan Vennegoor of Hesselink kan spille tirsdag aften. Den store hollænder udgik kort før tid i lørdagens lokalopgør mod Rangers efter et slag på anklen. Strachan tilføjede, at han er en vigtig spiller, men han er ikke desperat efter at få ham på banen, hvis han ikke er klar, så må andre fra truppen træde til.

 

Strachan konstaterede, at FCK er et stort navn i Danmark, men ikke i Europa, men det aftvinger respekt, at de har slået Ajax og spillet lige op med Benfica. Han er dog helt med på, at FCK er et hold, som Celtic SKAL slå hjemme, hvis de skal gøre sig håb om avancement fra puljen.

 

Han karakteriserer FCK som et disciplineret og fysisk stærkt mandskab, og Celtic skal op i et højere gear end i den første rundes kamp mod Manchester United på Old Trafford. En kamp, som for mange på holdet – inklusive Strachan – var UEFA Champions League-debut.

 

Spillertruppen var repræsenteret på pressemødet ved den nye, engelske venstre back Lee Naylor, som Celtic i sommers hentede i Wolverhampton. Han erkendte blankt, at han ikke kendte noget til FCK, men spillerne vil forberede sig ved at se noget DVD fra den seneste kamp.

 

FCK.DK's fotograf Carl Redhead fik disse billeder fra pressemødet, hvor Gordon Strachan ifølge UEFA's stramme regulativer skulle være ledsaget af en tolk, som dog ikke behøvede at oversætte noget for den skotske og danske presse...

 

 

 

 

 

 

FCK.DK vender tilbage senere på dagen med nyt fra pressemødet med Ståle Solbakken, der afholdes kl. 18.00 dansk tid. Hold også øje med FCK WEB TV, der bringer interviews med nogle af spillerne.