Hjemme igen
F.C. København-truppen landede i Kastrup ved halv 4-tiden i morges og har fri onsdag og torsdag, inden opladningen begynder til Brøndby-kampen. Michael Gravgaard ærgrede sig over de to straffesparks-situationer, han var involveret i. Han afviste blankt at have hægtet japaneren Nakamura, da han faldt omkuld i feltet, men accepterede at det er et af den slags straffespark, som især hjemmeholdene ofte får i international fodbold.
Til gengæld var Gravgaard ikke i tvivl om, at han selv burde have haft ét i 2. halvleg, da han - kort efter at være blevet rykket frem i angrebet - blev hevet omkuld i feltet i forbindelse med et langt indkast fra Lars Jacobsen.
TV3's billeder bekræfter, at Celtic-forsvareren Paul Caldwell laver en "Todi" på Gravgaard - eller måske snarere en Krister Nordin... Det var nemlig ham, der i en Brøndby-kamp i maj 2002 var ved at flå trøjen af Todi Jónsson, da han var på vej alene igennem - et billede, som blev legendarisk blandt FCK-fans, da Synpotik brugte det til en reklame for synsprøver...
Vi lader billedet fra TV3 stå et øjeblik...