Rapport fra Loipersdorf
FCK.DK havde lørdag formiddag fat i Flemming Østergaard på telefonen fra træningslejren i Loipersdorf i Østrig. Han kunne fortælle lidt om de første par dage i alpelandet.
- Jamen her er fantastisk. Vi bor virkelig godt, der er gode træningsforhold for spillerne og trænerne og stemningen er helt outstanding. Nordstrand og Würtz er ankommet og er blevet taget godt imod og så glæder jeg mig til aftenens træningskamp mod Kaiserslautern. Jeg har talt med Michael Schönberg (Kaiserslauterns sportschef, -red.), og de ser også frem til kampen i aften, starter Flemming Østergaard.
Af lidt mere off-topic emner kunne bestyrelsesformanden berette:
- Mackan havde fødselsdag den anden dag og Silberbauer har i dag, så der bliver selvfølgelig sunget fødselsdagssange som var man tilbage i børnehaven. Vi har også fået besøg af et par journalister fra Berlingske Tidende og Ekstra Bladet, så regn med der også kommer lidt i aviserne hernede fra i de nærmeste dage, fortæller Østergaard.
Mens vejret i Danmark mere eller mindre kun har budt på regn, kan Flemming Østergaard berette om et noget bedre klima i Østrig.
- Vejret er dejligt. Da vi ankom regnede det, men efter den første dag har det været flot vejr med solskin hver dag – vi klager ikke, slutter Flemming Østergaard på mobilen fra Østrig.
F.C. København spiller træningskamp mod FC Kaiserslautern i dag, lørdag, klokken 17:30. Resultat og yderligere information følger efter kampens slutfløjt.