Før Cliftonville-FCK

Når det på torsdag går løs i Belfast, så skal det blive spændende at se, hvad der ligger i, at ” Danish giants FC Copenhagen … can look forward to a traditional Red Army welcome when they visit Mourneview Park”.
 
For selvom holdet ikke har tradition for at klare sig specielt godt i de europæiske turneringer, så er det trods alt på hjemmebanen i Belfast at holdet typisk klarer sig bedst, og derfor vil både spillere og tilhængere helt sikkert være klar til at byde de københavnske ”The Lions” op til dans. 
 
Cliftonville FC har i optaktsfasen til den kommende sæson spillet fire kampe, og tre er blevet vundet. Indtil videre har Cliftonville besejret Lurgan Celtic med 4-0, Kilmore Rec med 4-1, Armagh City med 3-1, men i den sidste testkamp gik det så helt galt. Her mødte holdet Ipswich Town fra den engelske 1. division (eller Coca-Cola Football League Championship som den også kaldes), og FCK.DK havde fat i folkene bag Cliftonvilles hjemmeside for at høre hvordan det gik?
 
Da der kom svar fra Irland lød det ”I wish I didn't have to answer this!”. Ipswich vandt med 7-0 og tillod sig endda at brænde et straffe, så der er nok ikke så megen tvivl om, at noget af den opsparede selvtillid blev brændt af mandag aften mod Ipswich Town. Cliftonville FC fik dog bolden i mål i starten af 2. halvleg, men desværre underkendte dommeren Mark Hollands scoring for offside.
 
Hvis det skal blive til nordirsk succes på torsdag, så virker det som om Cliftonville’s angriber Mark Holland kunne være nøglen til succes. Dels scorede han alle tre mål i deres 3-1 sejr over Armagh City, men han var også manden der sidste år sendte lettiske Dinaburg ud af Intertoto Cup’en, da Cliftonville vandt 1-0 i Letland. I den efterfølgende runde scorede hverken Mark Holland eller nogen af hans holdkammerater, og derfor gik belgiske KAA Gent uden problemer videre i turneringen med en samlet 6-0 sejr.
 
Så hvis det københavnske forsvar kan få styr på Mark Holland, og hvis Nordstrand, Ailton og de andre oppe foran kan få gang i målscoringen, så skulle der være gode chancer for at tage alle tre point med hjem til København.
 
 
 
DOMMERNE
Det er den 37-årige bulgarer Hristo Ristoskov som UEFA har udpeget til at lede slagets gang torsdag aften i Belfast på Mourneview Park, hvor hjemmeholdet Cliftonville vil forsøge at besejre de københavnske løver.
 
Hristo Ristoskov har dømt i UEFA Cuppen siden sæsonen 2004/05, men har dog ikke samlet specielt meget international erfaring, idet han endnu blot har dømt kampe i den første kvalifikationsrunde i UEFA Cuppen, og altså stadig har en af de helt store kampe til gode. Den kamp der indtil videre må betegnes som Hristo Ristoskovs største kamp, må være EM-kvalifikations kampen i efteråret 2006 mellem Norge og Moldavien, en kamp som Ståle Solbakkens landsmænd vandt med 2-0.
 
Siden hans første optræden i 2004, er det hvert år blevet til en enkelt kamp i UEFA Cuppen. Det eneste hold han har dømt – og som for københavnere vækker en smule genkendelse er Linfield FC – som F.C. København slog tilbage i 1993, blandt andet takket være et meget sent frisparksmål af Lars Højer Nielsen.
 
Sidste års opgave i UEFA Cuppen var 2. ben af opgøret mellem PFC Neftchi (Aserbajdsjan)og SV Ried (Østrig), en kamp som PFC Neftchi vandt med 2-1 (men samlet tabte de 4-3). I denne kamp viste Hristo Ristoskov, at han ikke har noget imod at uddele et par kort – faktisk endte han med at uddele 6 gule og et enkelt rødt kort.
 
Med sig til at afvikle kampen på torsdag har han på linierne Georgi Slavov og Ilko Topalov. Som 4. dommer er Martin Bogdev udpeget. Alle fire mand er fra Bulgarien.