Kampreferat: FCK vs. AGF
Manglende effektivitet kostede sejren
F.C. København havde mest spil, men manglede den afgørende effektivitet i angrebet til at vende kampen efter at gæsterne havde bragt sig foran efter en halv times tid. Det blev derfor kun til det ene point på den udligning, David Nielsen skaffede midt i 2. halvleg.
Århusianerne kom ikke overraskende til PARKEN med en noget forsigtig taktik, men det skulle vise sig at være en meget fornuftig disposition. Det betød ganske vist, at hjemmeholdet - der havde Thomas Rytter i karantæne - kom frem til en hel del afslutninger i 1. halvleg, oftest iscenesat af en veloplagt Brian Laudrup, men holdkammeraterne savnede skarpheden i feltet, når det gjaldt - især da Todi Jónsson pludselig stod helt alene med Lars Windfeld.
Men bedst som man sad og beredte sig på en københavnsk scoring, så slog AGF til i den anden ende på noget, der egentlig slet ikke var en chance. Men midtbanedynamoen Michael Nonbo fik tid og plads langt ude på banen til at tæmme en bold og så kunne han fra ca. 30 meters afstand halvflugte den i nettet bag Karim Zaza.
Tankerne vandrede uvilkårligt tilbage til hjemmekampen mod Vejle, hvor løverne også havde store vanskeligheder, da jyderne stillede sig tilbage for at forsvare føringen.
Hjemmeholdet pressede dog ufortrødent på, men som minutterne tikkede af sted blev det naturligvis sværere og sværere mod det godt kæmpende AGF-mandskab. Karakteristisk nok var det derfor en ret tilfældig scoring, der gav udligningen i det 67. minut, da David Nielsen satte hovedet på et Lars Højer-skud, så bolden totalt snød Lars Windfeld og strøg i nettet.
Den kan de ærgre sig længe over i Smilets By, men alt i alt var det nu ikke uretfærdigt, at begge hold fik et point ud af denne fredag aftens opgør. Der skal dog helt andre angrebsboller på suppen, hvis løverne skal gøre sig håb om at holde trit med førertrioen AB, AaB og Brøndby, og næste weekend venter en vanskelig udekamp mod formstærke Viborg.