Kampreferat: FCK vs. AB
Fin afslutning på forsømt forår
Med en 1-0-sejr over AB fik FCK en fin afslutning på et ellers temmelig forsømt forår, der har budt flere skuffelser end glæder. Thomas Thorninger blev udvist kort før pausen, men selv 10 mod 11 lykkedes det ikke akademikerne at komme tilbage i kampen og nå den eftertragtede 2. plads i tabellen.
Selv om gæsterne således havde mest at spille for denne onsdag aften i PARKEN, var det hjemmeholdet der kom bedst i gang og havde bolden mest i de første 45 minutter. Allerede efter en snes minutter blev det belønnet, da Thomas Rytter resolut udnyttede en aflevering fra David Nielsen og huggede bolden op i nettaget via Jan Hoffmanns handsker til sin første sæsontræffer.
Inden pausen kom der dog skår i glæden, da Thomas Thorninger fik direkte rødt for et frispark mod René Henriksen. Normalt ville man nok slippe med gult, men Kim Milton mente, at det var en hævnakt, fordi Henriksen kort forinden havde skubbet Thorninger, hvilket sidstnævnte da heller ikke undlod at gøre Milton opmærksom på. Det ændrede naturligvis kampforløbet efter pausen, men selv 10 mod 11 kæmpede løverne forbilledligt og holdt AB'erne væk fra de helt store chancer.
De grønne fra Gladsaxe må derfor nøjes bronzemedaljerne efter mestrene fra AaB og Brøndby på 2. pladsen, mens FCK - der i dag tog afsked med Peter Nielsen og Morten Falch - slutter midt i tabellen som nr. 7.