Kampreferat: Vej vs. FCK

Fest på Vejle Stadion

Hvilken festdag for de medrejsende, og alle dem som blev hjemme for at høre den lange række mål i radioen. 7-2 er en tangering af den største sejr nogensinde til F.C. København, nemlig den på Viborg Stadion i november 1993, og den var endda mod et allerede nedrykket hold i en betydningsløs kamp.

Ligesom dengang var der en hattrickhelt tilstede; i 1993 var det Kim Mikkelsen, der scorede tre gange, denne gang var det Harald Brattbakk, der åbnede sin målkonto med stil og nu står for tre mål i tre kampe. Han var blevet anbragt som spydspids i en formation, der afveg noget fra den i de første to kampe, og mere mindede om den opstilling vi så i efterårets sidste kampe.

Første halvleg begyndte ganske stille og roligt, men dog med lidt dramatik da Nicolai Jørgensen fra Vejle hændeligt fik en bold i hovedet af Harald Brattbakk og kort tid senere måtte udgå med en kraftig hjernerystelse.

F.C. København leverede flotte angreb ned mod Vejle-målet, især via Thorninger og Rytter i højre side, men uden at få lagt den sidste aflevering perfekt ind over. I stedet kom faren gennem midten, da Michael Mio lagde en meget smuk aflevering ned gennem Vejles tunge forsvar, som Harald Brattbakk løb fri på - Harald fik afsluttet uden om Vejle-målmanden Erik Boye, men ramte stolpen.

Det var ærgerligt, men kan ikke have dæmpet troen på, at denne kamp nok skulle vindes, for FCK fortsatte lige selvsikkert. På dette tidspunkt var Vejle slet ikke ude af kampen; de havde flere gode forsøg, hvoraf det klart bedste faldt til Ulrik Balling, der gik selv og slap igennem F.C. Københavns højre forsvarsside, men Michael Stensgaard kom godt ud og fik blokeret.

I første halvleg fik både Harald Brattbakk og Christian Lønstrup advarsler; ikke spillere som normalt spiller hårdt, men et godt udtryk for at der blevet kæmpet strålende for holdet.

Brattbakk satte os i gang
Og efter 34 minutter gav den gode fight så endelig bonus, da Brattbakk kæmpede sig igennem og fik mast bolden fra en Vejle-spiller, enten med brystet eller med armen. Det var svært at se. Helt fri rundede han Boye og trillede den ind i det tomme mål på en måde man kun kan kalde yderst elegant.

Vejle fik deres største chance før pausen, da der blev headet uden om efter et frispark, og kort efter blev kampen så så godt som afgjort. Det var endda et af de sjældne mål efter dødbolde, der lykkedes for FCK. Rytter lagde et udadskruet indlæg, Zuma løb mod forreste stolpe og headede mod mål - og lige foran mål rettede Thorninger bolden af og op i højre målhjørne.

Sådan sluttede første halvleg, og man følte at nu kunne det ikke gå galt; det har skulle blive den første sejr i ligaen i Jylland siden juli 1998. Der var kontrol over tingene, og hele holdet fungerede som det skulle. På midten spillede både Lønstrup og Mio solidt og med glimrende overblik, og især Mio udmærkede sig med nogle smukke dybe afleveringer.

I anden halvlegs begyndelse virkede Vejle meget opsatte på at få slettet det dårlige indtryk fra første, og de pressede FCK godt uden at blive seriøst farlige. Igen var det først og fremmest Ulrik Balling, der var farlig, og også Jerry Brown var livlig og arbejdsom. Erik Bo Andersen så man til gengæld ikke meget til; Bo Svensson og Kofi Dakinah havde ham under kontrol.

Godt et kvarter varede presset, og så kunne FCK slå kontra. Først blev et hjørnespark lagt ind til Thorninger, der headede ned i højre hjørne hvor Boye reddede flot, og derefter kom et frispark samme vej - Thorninger headede igen, og denne gang var der ingen chance for Boye.

Københavnsk opvisning
Herefter gjorde københavnerne stort set hvad der passede dem i nogle minutter. En bold på tværs passerede hele Vejle-forsvaret, og Brattbakk smuttede igen elegant forbi Erik Boye og scorede til 4-0. Derefter fik David Nielsen, der kun lige var kommet ind, lov til at løbe på en dyb stikning, og han trillede den køligt udenom stakkels Boye til 5-0.

Herefter slappede FCK lidt af, og Vejle fik lov til at komme til målchancer igen. De fik også scoret et par gange, først da Kofi Dakinah begik straffespark mod Ulrik Balling og Henrik Risom scorede sikkert og fladt i det nedre venstre hjørne, og siden da Dan Sørensen umarkeret satte et skud samme sted fra kanten af feltet.

På dette tidspunkt var stemningen faktisk på kogepunktet hos de fleste af de tilbageværende tilskuere; de københavnske var ekstatiske i den silende regn, og de lokale støttede trofast deres egne med en loyalitet, som må beundres. De havde desuden fået et løft af at deres rivaler omkring stregen, AGF, netop var kommet bagud.

Opvisningen blev afsluttet med to sene mål til FCK. Det sjette blev Harald Brattbakks fuldbyrdelse af sit hattrick, da han snød et par Vejleforsvarere og placerede bolden oppe i nettaget. Og det syvende blev scoret af David Nielsen, der så hurtig og sulten ud, og overhalede et noget opgivende centerforsvar for at lobbe bolden smukt over Boye.

Faktisk kunne det være blevet til mere, da både David, Thorninger og især Brattbakk havde i hvert fald fem store chancer tilsammen, som der ikke blev scoret på. Men med syv mål på tavlen er det komplet irrelevant.

For denne sejr kan bare nydes som den er, og desuden give spillerne et massivt rygstød inden de kommende kampe. Efter AB-kampen virkede det som om, at toppen af ligaen var uopnåelig - men med sejre i de to næste kampe mod Silkeborg virker det bestemt, som om F.C. København kan nå en fin afslutning på en svær sæson!