Kampreferat: Køg vs. FCK

Den gyldne bænk

Deres udsendte slog søndag eftermiddag et smut om Farum Park, hvor sidste uges godt kæmpende FCK-modstandere fra Viborg FF med en slags omvendt bevisførelse demonstrerede, at F.C. København fremover må indstille sig på at møde hold, der løfter deres normale niveau med 20-25 procent, når de møder Byens Hold.

Med den indsigt i bagagerummet gik turen sydpå til Køge Stadion, hvor der ikke er set en lignende invasion af fodboldfans siden navnkundige Allan Simonsen vendte hjem til dansk fodbold i 1983.

Det gode vejr, den venlige stemning og de mange hvide trøjer gjorde, at man følte sig særdeles behageligt til mode på det traditionsrige, men utidssvarende stadion, og i kampprogrammet antydede værterne endda, at det var de moralske danske mestre, der var på besøg. Det var således søndag den 4. august 2002, at begrebet ”lex Milton” gjorde sit indtog i den danske fodboldterminologi. Det skete i Køge.

Det vil ikke være fair at kalde 1. halvleg en ørkenvandring. Dertil var græsset på Køge Stadion for grønt. Men nogen stor fodboldoplevelse var de første 45 minutter ikke.

Køge spillede med fornuft og forsigtighed, mens F.C. Københavns højt anlagte spil blev udført i et lavt tempo, der gjorde det for forudsigeligt. Både Zuma og Todi Jönsson havde gode ben, men blev alt for ofte spillet i brysthøjde eller i situationer, hvor der var både to og tre stribede forsvarsspillere omkring dem.

Samtidig blev ethvert optræk til løsrivelse illegalt stoppet af Køge-spillerne. De utallige frispark blev begået så langt oppe på banen og ofte uden den store voldsomhed, hvilket formentlig var årsagen til, at kortene blev liggende i dommer Vollquartz’ lomme i 1. halvleg.

En vis uenighed om prespolitikken på midtbanen kombineret med en udpræget angst for kridtallergi indebar desværre, at F.C. København hverken fik stresset hjemmeholdet til fatale fejl i midterzonen eller åbnet for farlige angreb over fløjene.

Ikke desto mindre var københavnerne klart overlegne i en halvleg, der kun bød på en stor chance til Todi Jónsson. Efter en mesterlig aflevering fra Zuma fik færingen desværre løftet afslutningen en kende over Køge-målet.

En anden nævneværdig præstation stod godt fightende Peter Nielsen for, da hans frispark med lidt besvær blev reddet til hjørnespark af en velspillende Holbech i Køges mål.

Få sekunder før pausesignalet greb Mykland dybt i posen med lækkerier og sendte en gennemtænkt indenomsaflevering til en fremadstormende Tomas Antonelius. Uden tøven trak svenskeren forbi en hårdt satsende forsvarsspiller, der ikke kunne stoppe sin tackling og derfor fik fjernet benene under FCKs højre back. Dommer Vollquartz var ligesom resten af stadion sikker i sin sag og pegede uden tøven på 11-meter-pletten.

Med sin optimistiske sidste-øjebliks-aktion fik den altid godt kæmpende Antonelius udvisket indtrykket fra en mindre vellykket 1. halvleg med en del farlige fejlafleveringer ind i banen. På samme måde hev Rølls sikre scoring vurderingen af hans indsats op til acceptabel. Ligesom resten af holdet havde Røll og Antonelius dog et solidt greb om defensiven, der med bomstærke og lynhurtige Martin Albrechtsen som ankermand forekom uigennemtrængelig.

I 2. halvleg fik F.C. København sat betydeligt mere fart i opspillet, og det var åbenlyst, at Køge-spillerne havde vanskeligheder, når de hvide med jævne mellemrum flyttede foden til speederen.

Både Zuma og Jónsson gav flere prøver på deres enestående antrit, og allerede i halvlegens tredje minut kunne kampen være lukket, da Zuma løb i dybden på en god Mykland-stikning. Sydafrikanerens flade indlæg fra mållinien blev mødt af en hurtig Jónsson på den første stolpe, hvor man i ti år alt for ofte har sukket efter tilstedeværelsen af en FCK-spiller. Jónssons firsttimer gik dog snert forbi målet.

Antallet af Køge-angreb i halvlegens første femten minutter var færre end to. Til gengæld havde begge FCK's frontløbere et par muligheder, der kunne have slukket håbet for oprykkerne. Især Zumas afbrænder var i direktørklassen.

Halvlegens midterste kvarter var rodet, men stadig klart domineret af F.C. København. Carsten Fredgaard afløste Peter Nielsen, hvilket medførte en rokade, hvor Røll og Lønstrup blev flyttet til mere naturlige pladser på henholdsvis højrekanten og i midtzonen.

Inden den nye konstellation på midtbanen havde fået tid til at konstituere sig havde Køge imidlertid sendt chokbølger gennem den 1:4-model af Nedre C, som langsiden mod Køge Landevej udgjorde denne søndag. Ved tilfældighedernes spil fik Køge udlignet via en sagesløs Bo Svensson.

Da bolden blev givet op var der blot seksten minutter igen af kampen. En målsulten Peter Møller afløste samtidig Todi Jónsson.

Ikke længe efter kom Bisgaard på banen for Røll, og de tre fra bænken blev nøjagtig den saltvandsindsprøjtning, som Backe havde kalkuleret med.

Især Fredgaard fik flere gange vist, at dagens password var speed – ikke mindst i betragtning af, at de store og tunge Køge-spillere efterhånden var gjort godt møre af det konstante FCK-overtag.

Det skal dog medgives, at Køge i slutfasen faktisk havde et par mindre chancer, der kunne have understreget fodboldens indimellem grusomme væsen.

Tættest på scoring var dog anfører Lønstrup, der fra stor afstand elegant forsøgte at overliste en fejlplaceret Holbech, men kattepotten sad en smule for dybt i bolden, der sejlede millimeter over den tværstang, vi kalder overligger.

Få minutter efter sin entré blev Møller trådt voldsomt ned bagfra. Hans ansigtsudtryk og humpende løbestil indikerede, at han næppe var blevet på banen, hvis F.C. København havde haft flere reserver tilgængelige.

Møllers ansvars-, men smertefulde indstilling bar frugt, da han i det 89. minut fandt Fredgaard fri i venste side af feltet og derefter sled sig fri af markeringen, så han med matchvinderens naturlige kølighed kunne støde det perfekte indlæg i mål med pandebrasken. Det var klasse fra både oplægger og afslutter, der også fortjener en stor cadeau for at kæmpe med voldsomme smerter.

Fredgaard var ikke færdig med at dokumentere, at han rummer større værdier end han har haft lejlighed til at bevise i FC-trøjen indtil nu. Med bolden klistret til venstefoden gled han i overtiden fikst og hurtigt gennem Køge-forsvaret, inden han serverede endnu en stor chance til Zuma.

Selv i FCK er der begrænsninger på, hvor mange direktører, der kan forbruges på kort tid, og derfor var det en lise fra lægterne at konstatere, at Bafana Bafana-stjernen omsatte tilbuddet i et mål, der sendte F.C. København op på en delt 1. førsteplads i SAS-ligaen.

Det blev trods alt en dejlig sen søndag eftermiddag, hvor kampen langt hen ad vejen formede sig som det David-Goliath-opgør, der var forventet på forhånd. Dog med en anden vinder end i det bibelske opgør.

Den sympatiske Køge-træner, Henrik Jensen, erkendte efterfølgende, at F.C. Københavns sejr var fuldt fortjent. Det havde han ret i på en dag, hvor de fleste gjorde, hvad de skulle, men måske heller ikke så meget mere.