Kampreferat: FCK vs. Brø
I en flot og intens forestilling i PARKEN spillede F.C. København og Brøndby IF uafgjort 1-1 efter et hav af chancer og medrivende dueller. Kahlenberg åbnede scoringen kort før afslutningen på første halvleg, mens Elrio van Heerden stod for den fortjente udligning i anden. 21.763 gevaldigt opsatte tilskuere overværede punktummet i PARKEN for år 2004.
Cheftræner Hans Backe måtte til 3. runde kampen i Royal League regi undvære formstærke Balázs Rabóczki, hvilket sendte Benny Gall direkte ind i løveburet som erstatning. FCK.dk's Man of the Match fra kampen i torsdags, Elrio van Heerden, var værd at bemærke atter i startopstilling - en præstation også Rooba kunne noteres for.
Hos Brøndby havde Cheftræner Michael Laudrup atter råderet over midtbanedynamoen Martin Retov, der var blevet sin skade kvit i modsætning til Kim Daugaard, der dermed måtte se til fra tribunen. I front afløste Morten Skoubo robuste Ruben Bagger, i holdet fra vestegnens jagt på royale point og oprejsning ovenpå et noget overraskende nederlag i torsdags mod IFK Göteborg på hjemmebane.
Kalenderårets sidste opgave for F.C. København, der samtidig markerede første hjemmekamp nogensinde for løverne i nystartede Royal League, indledtes med et knaldfyrværkeri af en halvleg, der rokkede tilskuerne i troen på at datoen ikke viste 31. december.
Akkompagneret af en fantastisk stemning fra lægterne lagde de to mandskaber ud i et hæsblæsende tempo med fart i afleveringerne og i omstillingen fra forsvar til angreb. Med pondus i tacklingerne blev der ikke veget en meter og intensiteten fra start således meget iøjefaldende. På chancefronten indledte først Elmander med et skud over mål, mens Hoseth kort efter afrundede et flot FCK-angreb ved at skrue kuglen lige udenom Zazas målstolpe.
Idéer og intentioner stod således mål med udførelsen af de to holds aktører, der gavmildt gav publikum fuld valuta for pengene. Spendabel var dog også FCK's forsvar omkring midtvejs i halvlegen, da placeringsvanskeligheder medførte en friløber til Kamper. Heldigvis viste Galls rutine sig i målet overlegen overfor Kampers forsøg og føringen til udeholdet afværget med en fodparade.
Et par besynderlige liniekendelser bidrog til den løftede stemning på lægterne, der ikke blev mindre støjende, da det hele to gange inden for 30 sekunder lugtede af straffespark til løverne. Dette ikke mindst da et skud højst øjensynligt blev blokeret i feltet af en Brøndby-hånd, der ikke tilhørte lovmæssige Zaza, men fløjten forblev tavs.
En af kampens store oplevelser var i dag Elrio van Heerden, der med sublim boldomgang og en evne til at gøre det rigtige i selv pressede situationer, var en gennemgående trussel for Laudrups tropper. Omkring den halve time var den lille troldmand således ophavsmand til Zumas største chance i første halvleg, da et par finurlig træk endte med et indlæg til Zuma, der dog i fordelagtig position foran målet kiksede sin afslutning.
Mens Zumas chance var stor, kunne der uden tvivl sættes omvendt krokodilletegn foran FCK's næste i forhold til denne. Her havnede bolden hos Hoseth efter et hjørnespark og med ganske få meter til målstregen med Zaza væk, headede nordmanden hårdt mod det tomme mål blot for at se Dan Anton Johansen smide sig vandret og redde på selve målstregen.
Den effektive clearing blev imidlertid også startskuddet til en Brøndby-kontra, der 10 sekunder efter Hoseths mulighed, gav Kamper en jätte-chance foran mål, men endnu engang aflurede Gall eminent afslutningen.
Desværre skulle det kort efter vise sig at veteran-målmanden måtte kapitulere, da det med få minutter tilbage af halvlegen på uforståelig vis lykkedes Elmander at rive sig fri i egen zone, da Svensson forsømte at bruge sin fysisk og placeringsevne. Med et træk af dimensioner flænsede svenskeren højrekanten op, og da det efterfølgende indlæg mod Skoubo ikke blev clearet af først Linderoth og dernæst Jacobsen, havnede bolden hos Kahlenberg, der fra stort set nul grader kunne bringe sit hold foran med 1-0.
Isoleret set ikke et ufortjent mål nok nærmere en ufortjent føring, for løverne var halvlegen igennem farlige og havde fortjent et mål eller to i en medrivende første omgang, der kort efter blev fløjtet af.
Mens første halvleg appellerede til nogen af de flotteste gloser lod anden omgang heller ikke meget efter. Kun få sekunder var således rundet førend Elmander sendte et farligt hovedstød mod mål, og da et par FCK-skud kort efter blokeret i Brøndby-muren, anede man at tendensen fortsatte.
Med til at højne underholdningen var også Benny Gall, der med en jagtende Elmander lige foran sig tørt afdriblede svenskeren som en anden dybt rutineret indendørsspiller - blot én af den garvede målmands mange flotte aktioner i dagens kamp.
Som halvlegen skred fem blev chanceraten mere moderat og klassiske dyder som hård fight og vilje i tacklinger overskyggede for en stund det målsøgende spil. Med tyve minutter tilbage vendte dette billede imidlertid atter og startskuddet til dette signeret Elrio. Med et powertræk ned gennem midten af banen fandt den lille sydafrikaner flot Møller, der dog måtte se sin gode afslutning med favoritbenet ramme Zazas knæ og stryge til hjørnespark.
Dette kom der ikke noget ud af, og det gjorde der heller ikke kort efter, da Elmander overspurtede Bo Svensson, men på vej mod en friløber lykkedes det alligevel Svensson ifølge dommerens overbevisning reglementeret at fravriste svenskeren muligheden.
Med et kvarter tilbage brugte Møller hovedet og fandt en fremstormende Zuma, der i den grad burde havde udlignet føringen, men Zaza stod igen i vejen og forhindrede det retmæssige trods Zumas gode afslutning.
Kort efter skiftedes Jesper Bech ind for Tobias Linderoth, og det betød at Elrio van Heerden blev skubbet ind som central midtbanespiller. Dette skulle vise sig som en aldeles god idé, da "Rio" i netop denne position fik en dobbeltchance udenfor feltet med tretten minutter igen. Det første skud blev blokeret, men på riposten knaldede den lille troldmand bolden hårdt ned i det ene hjørne. En fantastisk scoring, der satte en tyk streg under sydafrikanerens eminente indsats kampen igennem.
Den fortjente udligning blev der ikke pillet ved i den resterende del af kampen, hvor det virkede som at begge mandskaber var tilfredse. En pointdeling i årets sidste opgave blev således resultatet i PARKEN i en kamp, der rummede det hele og samlet udgjorde en flot reklame for fodbolden og Royal League som turnering.