Kampreferat: Brø vs. FCK
F.C. København var Brøndby IF overlegen i aftenens sene kamp i Royal Leagues femte runde. 2-0 blev sejrens størrelse, hvilket ikke var et mål for lidt. De tre point var samtidig adgangsbilletten til Royal Leagues mellemrunde, hvor løverne gør IFK Gøteborg følgeskab. Michael Silberbauer blev dagens helt med sine to scoringer, hvilket 14.358 tilskuere var vidner til.
I forhold til hjemmekampen mod Tromsø i søndags havde cheftræner Hans Backe rokeret en smule om på startopstillingen. I denne var to nye i forsvaret at finde - Lars Jacobsen og Dan Thomassen, mens en fremskudt Traoré på midtbanen afløste rygskadede Linderoth. I front var Møller foretrukket på bekostning af Zuma.
Hos Brøndby IF måtte Michael Laudrup til aftenens skæbnekamp i gruppe to undvære to markante profiler i det både Kahlenberg og Elmander begge var dømt ukampdygtige.
Sæsonens anden "New Firm" i royal form indledtes med et kraftigt snefald enhver juleaften må have misundet. Og så sandelig om ikke også en julemand var ved at indfinde sig på banen i form af Dan Anton Johansen, der bare fem minutter inde i kampen totalkiksede sin clearing, hvilket gav Álvaro muligheden tæt inde ved mål. Desværre var Ankergren årvågen og afværgede situationen.
I kampens umiddelbare fortsættelse virkede det som, at de hvidklædte københavn-spillere sloges med snefnugene om at komme vrimlende i offensiven. Det gav en kæmpe mulighed til Silberbauer, hvis forsøg dog ikke kunne bestemme sig for om det skulle være en aflevering til Møller eller et skud på mål. Resultat et målspark.
Imidlertid skulle stadionuret blot runde det 11. minut førend en Silber-aktion gav pote. Det skete på et frispark, der flot blev forlænget til fjerneste stolpe af Álvaro. Her stormede nordjyden til og satte sikkert føringen ind bag en sagesløs Ankergren med et fladt skud. En fortjent føring.
Den herlige scoring til udeholdet tændte omvendt op under hjemmeholdet, der i forsøget på at komme tilbage - og i akut mangel på spillemæssige kvaliteter - henfaldt til hidsig fight og gnistrende tacklinger, hvoraf en enkelt af Svärd kun fremkaldte hovedrysten og et gult kort.
Tendensen med høj intensitet og til tider brutalt spil dominerede halvlegen ud. Tydeligt var det at begge mandskaber ikke ønskede at vige en meter, mens det omvendt kneb en smule med at få det polerede spil til at hænge sammen. Aggressiviteten var dog størst hos Brøndby, der udnyttede dette til at lægge et moderat pres på løverne, uden at dette dog afstedkom nogen deciderede farlige muligheder. Dertil stod F.C. Københavns defensiv for godt og at nævne én i fire-back-kæden frem for en anden i første halvleg endsige hele kampen absolut ikke aktuelt. Det var høj klasse.
Det nærmeste hjemmeholdet kom en udligning var et par frisparksmuligheder lidt udenfor feltet, men en blokering og et for højt placeret frispark af Retov satte en stopper for dette initiativ.
Med ti minutter tilbage af halvlegen måtte Skoubo lade sig udskifte med en skade, hvilket kastede Bagger for løverne. Den kropstærke angriber kunne dog ikke ændre på ret meget inden pausen, der sluttede med en føring på 1-0 til udeholdet.
I halvlegen måtte begge mandskaber udskifte en spiller, da PC måtte udgå med et maveonde, hvilket bragte Ole Tobiasen på banen. Hos Brøndby måtte Wieghorst indfinde sig på udskiftningsbænken, hvilket gav plads til Kim Daugaard.
Udskiftningerne fik dog ikke den store indflydelse på kampens intensitet, da opgøret fortsatte med nerve og hård fight om hver bold, hvor især Traoré og Svärd gav den som vikinger på midtbanen med nådesløse tacklinger.
På chancesiden udmærkede løverne sig atter bedst. På et fornemt oplæg af Hoseth befandt Møller sig pludselig blank foran mål, men afslutningen med højrepoten manglede præcision. Afslutningen gav imidlertid et hjørnespark og på dette stødte anfører Svensson med frem og præsterede en hovedstød på stolpen.
Som halvlegen skred frem blev det mere og mere tydeligt, hvem der ville og kunne mest i denne kamp. Mens hjemmeholdet busede på ganske naivt og nyttesløst demonstrerede løverne direkte og målsøgende spil, hvor i sær Silberbauer og Hoseth strålede over alle. Med energiske dybdeløb, flotte dribleture og farlige afslutninger tegnede de to kantspillere broderparten af den offensive profil.
I midten af halvlegen blev dette overtag retfærdigvis belønnet, da et indlæg havnede hos netop Silberbauer tæt inde ved mål. Med en helt og aldeles uinteresseret Absalonsen i ryggen havde Silber efterfølgende ingen problemer med at score sit andet mål i kampen.
Kampen ud forløb ganske ensidigt. Løverne spillede med finesse og opfindsomhed i angrebsspillet, hvilket gav et hav af chancer. Desværre formåede hverken Hoseth, Møller eller Zuma at konvertere det effektive offensive spil til yderligere scoringer på ellers store muligheder.
Brøndby var væk i denne fase af kampen og hjemmeholdets nedtur blev cementeret syv minutter før tid, da Per Nielsen bevidst brugte hånden til at dirigere en bold i nettet på et frispark. Da anføreren allerede havde indkasseret et gult kort blev dette omvekslet til et rødt et af slagsen.
I aftenkulden så dommer Eriksson ingen grund til at forlænge hjemmeholdets pinsler og på slaget 90 fløjtedes kampen, der snildt kunne være endt 4-eller 5-0 til løverne, af. Dermed er Byens Hold dømt klar til mellemrunden sammen med næste torsdags modstander i PARKEN - IFK Göteborg.