Kampreferat: FCK vs. FCN
FCK-dominans fra start trods UEFA-trætte ben
De to målscorere fra torsdagens UEFA-gyser mod RC Lens, Allbäck og Grønkjær, havde fået lov at hvile lidt på bænken, mens Ailton og Nordstrand startede inde og Würtz afsonede karantæne. Også William Kvist fik en pause, mens Oscar Wendt fik chancen som højre back.
Mestrene virkede indledningsvis en anelse tunge i benene, men dominerede dog fra start, og allerede efter 7 minutter var Hjalte Nørregaard tæt på, da han sparkede en fin hovedstødsaflevering fra Nordstrand lige ved siden af mål. Et indlæg fra Sionko tog kort efter overkanten af overliggeren, men det så dog farligere ud end det var.
Først efter et kvarters tid var FC Nordsjælland fremme i feltet, men et frispark fra Dennis Cagara blev slået lige ind i næverne på Jesper Christiansen. I den anden ende kneb det trods flere gode tilløb med at spille frontløberne fri, og FCN trak flittigt off side, når de blev forsøgt spillet fri i dybden. Hjalte Nørregaard var en stærk bolderobrer på midten og var således med til at holde et højt pres på gæsterne, men det blev ved lige ved og næsten - og i perioden kun lige ved lige ved.
To FCN-stoppere blev skadet
Det meste af halvlegen bød på meget småspil ude på banen og forholdsvis lidt action i straffesparksfelterne, men Nedre C og Stemningstribunen bakkede som sædvanlig godt op, mens FCN-fansene prøvede at holde trit med deres stortromme. Omkring den halve time måtte FCN-stopperen Johnny Lundberg bæres ud med en skade, og i de par minutter de spillede 10 mod 11 forsøgte københavnerne ihærdigt, men uden held at splitte det splittede forsvar. Henrik Kildentoft kom ind efter 37 minutter, men må have sat en kedelig rekord ved kun at holde i 4 minutter, før en forstrækning tvang ham ud, og Christian Nielsen kom ind i centerforsvaret i stedet.
Forinden nåede Kildentoft dog at afværge et af halvlegens bedre tilbud, da Nordstrand smart satte Daniel Jensen af oppe ved midterlinien og stormede ned mod mål. Han burde nok have spillet Ailton, inden hans træk blev for langt, og Kildentoft fik ryddet op.
Det flotteste tilbud stod den flittige Sionko for, da han kort før pausen saksesparkede et indlæg i retning af det ene målhjørne, men Kim Christensen nåede lige akkurat at vifte den spektakulære afslutning til hjørne med det yderste af handskespidsen.
Mestrene fandt et ekstra gear efter pausen
Det var som om FCK-trætheden efterhånden var blevet løbet væk, og efter pausen så det ud som om, man havde fundet det ekstra gear frem, der langsomt men sikkert ville kværne FCN ned. Sionko fik en god mulighed, da Ailton fikst spillede Nordstrand, der sendte tjekken helt fri med Kim Christensen, men keepren fik flot afværget til hjørne. Sionko sparkede selv, og mellem venner og fjender blev bolden styret på stolpen, hvorefter Silberbauer bankede returen over mål.
En god, aggressiv indledning på halvlegen af Byens Hold, der syntes at blive bedre og bedre, som tiden gik. Og blot seks minutter inde i halvlegen sendte Ståle nye, friske kræfter ind i skikkelse af Grønkjær og Allbäck, mens Niclas og Ailton tog plads på bænken. De indtog deres vante pladser på venstre midtbane og i angrebet, mens en større rokade sendte Oscar Wendt over på venstre back, Silberbauer ned som højre back og Hutch ind på den centrale midtbane.
Især Grønkjær satte straks yderligere gang i offensiven, og det massive overtag siden pausen blev fastholdt, omend FCN sporadisk var oppe i nærheden af hjemmeholdets straffesparkfelt uden på noget tidspunkt dog at true den sikre bagkæde, der intet gav væk.
Mr. Europa kan også i den hjemliga liga
En snes minutter efter pausen gik der hul på bylden! Hjalte sendte en fremragende dyb stikning til Sionko, som slog den ud i højre side, hvor Silberbauer var gået med frem, og han sendte et præcist indlæg ind foran, hvor Allbäck fornemt brysttæmmede sig fri af forsvaret og knaldede bolden op i målhjørnet uden skyggen af chance for Kim Christensen. Den svenske bombers første mål i SAS Ligaen efter en række afgørende scoringer i de europæiske opgør.
Et kvarter før tid måtte en humpende Silberbauer lade sig udskifte med William Kvist efter et vrid i anklen, mens Wieghorst lidt efter valgte at satse med tre mand i front. Der var dog ikke tegn i sol og måne på, at de ville komme tilbage i kampen, og tværtimod var nordsjællænderne flere gange ved at blive straffet for kun at spille med tre mand nede bagved. Især da Kvist ramte underkanten af overliggeren på en returbold fra en god Sionko-afslutning.
FCN stjal igen point...
Men, men, men... trods manglende tegn (og chancer) så formåede FC Nordsjælland alligevel at komme tilbage, da de med få minutter igen fik et indkast nær baglinien. Allan Olesen kastede langt, og i første omgang headede Sionko den ud af feltet. Issey samlede op og spillede på tværs til Cagara, der ramte den klokkerent, og kuglen strøg ind tæt op ad stolpen uden chance for Jesper Christiansen, som ellers var godt derude efter den.
Gravgaard gik op i angrebet i slutminutterne og nåede også at komme højest på et indlæg og heade bolden ned til Sionko, men han skød lige på Kim Christensen, og så sluttede det hele ligesom sidst FCN var i PARKEN med 1-1 efter en sen udligning på langskud. Således er Farum-mandskabet godt i gang med at hævne de mange gange, hvor FCK tidligere snød dem i slutminutterne, men mestrene udbyggede dog føringen i toppen af ligaen efter FCM's nederlag i Randers tidligere på dagen. Nu venter en landskamppause på et par uger, inden der er topkamp i Aalborg Stadion lørdag den 20. oktober.