Kampreferat: AGF vs. FCK
AGF fik to mand skadet det første kvarter
Med skader hos både Hjalte Nørregaard og Michael Silberbauer var Atiba Hutchinson tilbage på sin "gamle" centrale midtbaneplads, mens Grønkjær var tilbage fra sin skadepause og indtog venstrekanten.
Allerede i kampens første minut så man Jesper Christiansen nærmest spadsere ud i feltet og plukke et langt indkast fra Jeremiah White blandt venner og fjender. Det skulle vise sig at blive en af de eneste gange i de første 45 minutter, hvor han behøvede at tage bolden med hænderne - men der skulle lige gå lidt tid, før hans holdkammerater satte tingene på plads.
De første 15-20 minutter skete der nemlig ikke alverden, og selv om F.C. København nok var lidt mere i boldbesiddelse, kunne man ikke tale om et egentligt spilovertag. Men så måtte AGF uheldigvis udskifte to spillere med få minutters mellemrum, da først venstrekanten Alex Valencia og kort efter centerforsvarer Kim Madsen måtte udgå. Det var i sagens natur en streg i regningen for træner Ove Christensen, der i forvejen måtte undvære den karantæneramte topscorer Peter Graulund og den skadede Kari Árnason.
Århusianerne forsøgte dog at gå frisk til sagen, og midt i halvlegen var Peter Foldgast ved at komme frem til en glimrende skudmulighed i feltet, inden Oscar Wendt og Brede Hangeland nåede frem og tackle, men han fik ikke ram på den. I stedet slog gæsterne kontra…
Fornem københavnsk kontrascoring
Sionko sendte Grønkjær af sted ned langs venstrekanten, og i feltet lavede han smart en stopfinte på Frederik Krabbe, trak ind i feltet og serverede en perfekt aflevering til Atiba Hutchinson. Hutch, der også scorede sidst holdene mødtes i Århus, satte indersiden på og placerede bolden fladt i det lange hjørne. Et fremragende hurtigt og direkte kontraangeb, hvor man bemærkede, at både Sionko, Nordstrand og Allbäck også var med fremme i feltet, da Grønkjær fandt Hutch.
Ti minutter før pausen var der bud efter det ene målhjørne, da Sionko sendte et frispark afsted, men Steffen Rasmussen havde set det komme og fik viftet bolden til hjørne. Dem fik københavnerne imidlertid ikke meget ud af denne eftermiddag, men der var andre våben at kæmpe med.
Resten af halvlegen foregik nemlig stort set kun på århusianernes banehalvdel. En meget veloplagt Grønkjær snød gang på gang Krabbe ude i venstre side, hvor Oscar Wendt også gik flittigt med frem og overlappede. Sionko arbejdede godt og udfordrende i højre side, og Hutch virkede, ligesom i onsdags, meget letbenet og skarp og faldt godt ind på den centrale midtbane sammen med den arbejdsomme Würtz.
Eksemplarisk effektivitet
Seks minutter før pausen slog mestrene til igen med et eksempel på den effektivitet, man har savnet de sidste par uger. Allbäck og Grønkjær spillede en fiks 1-2-kombination ude i venstre side, og sidstnævnte strøg til baglinien i velkendt stil og uden at Krabbe kunne følge med. Grønkjær så op på nr. 10-måden og noterede sig, at Sionko bestilte en tværpasning og lagde derfor bolden præcist over forsvaret til tjekken, der lod bolden hoppe en enkelt gang, mens han indstillede sigtekornet og derpå hamrede den utageligt i netmaskerne.
To mål på to flot gennemspillede angreb! Ingen store afbrændere, og ingen bolde der var bare i nærheden af træværket… det var lige før man måtte knibe sig i armen, da mestrene for første gang i efterårets SAS Liga kunne gå til pause med en to-måls-føring!
AGF mere med efter pausen
Det blev en mere stilfærdig indledning på 2. halvleg, men det var gæsterne, der først kom til en farlig afslutning, da Würtz fra kanten af feltet fik sendt et godt venstrebensskud af sted, men Jens Gjesing fik lige rettet den af til hjørne.
Der var dog ikke samme tempo og fantasi i det københavnske angrebsspil, og efterhånden fik AGF bedre styr på deres opbyggende spil end før pausen, hvor de kun sjældent nåede op i nærheden af Jesper Christiansens mål. Jeremiah White viste gode detaljer på sin højre kant og fik slået et par giftige indlæg, men desværre for hjemmeholdet også uden at ramme en medspiller i feltet.
Med til den historie hørte også, at Brede Hangeland spillede med vanlig overlegen autoritet, og at Mikael Antonsson også optrådte med stor autoritet og sikkerhed i såvel opdækning som pasningsspillet. Kvist og Wendt på backerne gav heller ikke noget væk, så selv om hjemmeholdet ihærdige forsøgte at komme tilbage i kampen, så var det ikke en kamp som denne, der gav næring til talemåden om at ”2-0 er den farligste føring”.
Tværtimod sad man med en fornemmelse af, at selv om AGF skulle få puttet en enkelt kasse ind, så havde gæsterne et ekstra gear, som nok skulle køre en sejr hjem. Tættest på en reducering kom århusianerne, da Jesper for en sjælden gangs skyld var en anelse nonchalant, da han fik en tilbagelægning fra Antonsson og ville trække bolden med sålen, da Lars Pleidrup angreb ham. Pleidrup snuppede bolden og spillede en fri Dioh Williams i feltet, men Brede får tacklet ham, inden han kunne nå at lave ulykker med det midlertidigt tomme mål.
Sejren kørt hjem på cruise control
Mathias Zanka Jørgensen fik de sidste 20 minutter som højre back, da han afløste Sionko og Kvist blev skubbet frem på midten, og stortalentet viste igen solid autoritet sin unge alder til trods. Ailton fik det sidste kvarter i stedet for en lidt anonym Nordstrand, men der var ikke mange bolde at arbejde med for angriberne i den sidste fase af kampen.
En enkelt skal dog nævnes, og den stod Kvist for, da han genialt spillede Allbäck fri i feltet efter at svenskeren selv havde været nede og sætte angrebet i gang. Men bolden hoppede desværre fra Mackan, og Steffen Rasmussen nåede at gribe ind, før Grønkjær kunne følge op.
Alt i alt en professionel og solid indsats af F.C. København, der på en stærk 1. halvleg satte tingene på plads og efter pausen tillod sig at holde lidt igen og spille mere på det sikre. Det var også tilstrækkeligt, selv om det skadesramte AGF-mandskab periodevis spillede ganske godt ude på banen, men blot ikke formåede at komme frem til chancer.
Ståle Solbakken & co. har nu hele fem dage til det går løs i UEFA Cup-gruppespillet mod græske Panathinaikos.