Kampreferat: Var vs. FCK
Der gik hurtigt hul på bylden
Det tog mindre end to minutter at få hul på bylden! Allerede på kampens første angreb blev Atiba Hutchinson nedlagt lige uden for feltet, og efter lige at have afventet om der var fordel, fløjtede den udmærkede dommer Henning Jensen for frispark. Det skruede Niclas Jensen knaldhårdt på stolpen, men Nordstrand fulgte godt op og sparkede returen i nettet - dog via indersiden af stolpen... Dermed var det for en gangs skyld "stolpe ind"!
Det fjernede den lille smule spænding om udfaldet, som der trods styrkeforskellen altid vil være i en pokalkamp, og der var fra første fløjt tale om en helt endisig forestilling, hvor mestrenes tempo, fysik og teknik var modstanderne overlegne. Efter 13 minutter kom Nordstrand på tavlen igen med et kanonmål, da han fik en fin tværpasning fra Hutch i venstre side og resolut bankede bolden op i målhjørnet med et tørt hug fra kanten af feltet.
Spil til ét mål før pausen
Få minutter senere faldt endnu et af de såkaldt "nemme mål", som Ståle Solbakken har savnet i SAS Ligaen. Efter at William Kvist havde forsøgt sig i to omgange, landede bolden hos Ailton, der formentlig selv havde scoret, hvis ikke Jan Bojsen var kommet på tværs og i et forsøg på at afværge kom til at sparke bolden i eget net.
Efter en snes minutter havde hjemmeholdet deres første afslutning mod mål, og Nathan Coe måtte lige en tur ned og ligge for at tage sig sikkert af et fladt langskud fra Varde's enlige frontløber, Lennart Kruse.
I den anden ende drev mestrene flere gode angreb frem langs kanterne, hvor især Oscar Wendt flere gange kom godt med i højre side og slog nogle gode indlæg med højrebenet, men også Hutch i venstre side var på tæerne og satte efter behag sine modstandere af. Canadieren havde også et udmærket venstrehug, der strøg lige over mål, men ellers skulle man hen til 10 minutter før pausen før den næste scoring faldt. Oscar sendte et godt indadskruet hjørne ind fra højre side, og Mathias Zanka Jørgensen steg elegant til vejrs og dirigerede bolden ind i det lange hjørne til sin første scoring for klubben, siden han kom fra B 93 i sommerpausen.
Han spillede i øvrigt en fin kamp i midterforsvaret ved siden af den sædvanlige norske klippe Brede Hangeland, der i dagens anledning bar anførerbindet.
Med den komfortable føring i ryggen var der ikke nogen grund til at tage chancer, da Silberbauer kort før pausen kolliderede med Jesper Svennesen i feltet, og han blev kort efter afløst af Morten Bertolt, som gik ind på den centrale midtbane, mens William Kvist rykkede ud i højre side. Inden pausen fik Varde tilkæmpet sig sit første hjørnespark, og Rasmus Jessen kom højest og fik også headet, men langt ved siden af.
Ved pausen stod der 2-0 på måltavlen i hjørnet af det åbne og vindblæste Sydbank Stadion, men i løbet af pausen blev det dog rettet til 4-0.
Mestrene sparede på kræfterne efter pausen
Lasse Qvist afløste i pausen den dobbelte målscorer Morten Nordstrand og fik dermed sin sæsondebut, og efter få minutter kunne han og holdkammeraterne nok engang se et Niclas-frispark kysse stolpen og gå i spil igen. Libor Sionko afløste Würtz efter en halv snes minutter og blev prøvet på venstrekanten, mens Hutch spillede centralt.
Som tiden gik stod det klart, at begge hold i virkeligheden var ganske godt tilfredse med tingenes tilstand, og der kom ikke samme fart over feltet som i de første 45 minutter. Hjemmeholdet slap frem til enkelte udmærkede muligheder, men Nathan Coe var sikkerheden selv og tog hvad der kom.
En snes minutter før tid serverede Sionko et flot indlæg til Kvist ved fjerneste stolpe, men han headede lige ved siden af den modsatte opstander. Ellers skulle man frem til fem minutter før tid for at finde endnu et FCK-tilbud, da Ailton gled godt fri i venstre side og var lige ved at chippe bolden i nettet, men den gik på den forkerte side af stolpen.
Begge hold var tilfredse med resultatet
Varde virkede ikke utilfredse med at begrænse nederlaget til 0-4, og de kan da glæde sig over at have spillet 0-0 i de sidste 45 minutter. Mestrene fik også hvad de kom efter og undgik at bruge unødige kræfter inden lørdagens udekamp på Nrgi Park mod AGF. Lodtrækningen til kvartfinalerne i pokalturneringen finder i øvrigt sted på fredag.