Kampreferat: FCK vs. AaB
En ret begivenhedsløs første halvleg bød ikke de helt store chancer til nogen af holdene, men nordjyderne var en tand mere direkte i deres offensive spil, men mistede til gengæld også et par dumme bolde i eget felt, som hjemmeholdet dog ikke kunne profitere af. Mod slutningen af halvlegen havde FCK overtaget, men kom ikke tættere end et par langskud fra Kvist og Würtz.
Tre udskiftninger i pausen medførte en del rokeringer på holdet, og efter en halv snes minutter med hjemmeholdet i mest boldbesiddelse, så slog AaB til, da Mattias Lindström fik tid til at tage sigte ude fra højre side og med et tørt hug bankede bolden ind ved Nathan Coes fjerneste stolpe.
Kort efter kunne det snildt været blevet 0-2, da tre nordjyder strøg alene igennem i en kontra, men først Kasper Risgaard sin afslutning og siden sendte Lindström returen over det tomme mål.
Yderligere tre FCK-udskiftninger gjorde det til "reservernes kamp", og der skete ikke alverden foran de to mål før ti minutter før tid, da Kasper Risgaard fik en stor hovedstødschance, men sendte bolden lige i favnen på Coe.
Mestrene fik sit største tilbud med få minutter igen, da de indskiftede Bertolt og Qvist tilkæmpede sig bolden uden for feltet og sidstnævnte lobbede Ailton fri i feltet, men efter at have taget et smart træk skruede han bolden lige uden om mål. Kort efter var han lige ved at slippe fri til endnu en god mulighed, men det blev ved de 0-1.
Kim Tandrup fik de sidste otte minutter på banen, men derimod blev der ikke spilletid til Mads Laudrup, der måtte melde fra efter et mindre skrub i den ene læg.
1.379 tilskuere så på og lagde fint vokalt underlag til begivenhederne, og det var faktisk et ganske pænt tal til en betydningsløs kamp, der blot handlede om at holde sig i gang, inden det for alvor går løs med årets sidste og vigtige opgave næste torsdag.
Farvel til PARKEN for i år - og et sidste, nostalgisk farvel til D-tribunen, der allerede er ved at blive boret i småstykker.