Fortjent nordjysk sejr
Usædvanlig usikkert FCK-forsvar
FCK løb ind på banen i Aalborg med bevidstheden om ikke at have de tabt seneste 9 gange på det, der engang hed Aalborg Stadion, men som nu er Energi Nord Arena. De formstærke aalborgensere havde til gengæld ikke tabt de seneste 9 liga-, pokal- og Champions League-kampe, siden Allan Kuhn overtog ansvaret fra Bruce Rioch.
Og at det blev hjemmeholdet, der tog ti på stribe, det fik man en ubehagelig fornemmelse af allerede i kampens første 15-20 minutter, hvor det normalt så sikre københavnske forsvar gang på gang var på glatis.
Man skal dog ikke glemme, at Santin havde en stor mulighed efter bare 6 minutter, da Oscar Wendt hurtigt tog et indkast midt på AaB’s halvdel, og så løb 11’eren simpelthen fra Michael Jakobsen, men fra spids vinkel skød han desværre forbi det lange hjørne.
Minutterne efter indledte nordjyderne festen, da først Saganowski blev spillet fri med Jesper Christiansen, som dog tvang ham ud i siden, hvor han ikke fik afsluttet. Kort efter brændte det for alvor på efter et AaB-hjørne, hvor Johansson afsluttede i to omgange, og Hjalte Nørregaard måtte rage den væk på selve målstregen.
Og inden man nåede at sige ”bedre opdækning på dødbolde”, så headede Saganowski et hjørnespark direkte i netmaskerne uden at han for alvor blev genereret i luftrummet.
Et par minutter senere tog Ailton sig til baglåret under et angreb og måtte lade sig udskifte med Nordstrand med noget, der lignede en forstrækning. Nord fik kort efter en fin bold fra Kvist, men virkede ikke helt klar, da han fra kanten af feltet sparkede tilbuddet over mål.
Efter godt et kvarter voldte endnu et AaB-hjørne ravage i FCK-forsvaret, og denne gang var det Kasper Risgård der fik lov at løbe ind og møde bolden midt i feltet
Saganowski vidste til gengæld hvor målet stod, da han i det 17. minut igen kom let op til et hjørnespark, men heldigvis headede han til venstre for Jesper Christiansen, hvor Hjalte var posteret ved stolpen og nok engang kunne redde på målstregen, og Saganowski brændte returbolden.
Santin bag udligning
Det kunne ganske enkelt ikke blive ved med at gå godt, men det gjorde det… William Kvist sendte en bold i dybden, og Santin løb fra Olfers samtidig med at Karim Zaza drønede ud af feltet og sprang direkte ind i Santin. Bolden hoppede imidlertid ned i det tomme mål, inden forsvaret kunne nå ned og afværge, og i skyndingen glemte dommer Vollquartz vist at vise AaB-keeperen et eller andet for at have tromlet Santin ned. Til gengæld noterede han, at brasilianeren havde sidste fod på bolden og dermed skal krediteres for scoringen. (Opdatering: DBU har siden registreret det som et selvmål, hvilket vi derfor også har rettet til.)
Det gav en kortvarig københavnsk opblomstring, men der gik kun 6 minutter, før den igen var fuldstændig gal i de bageste rækker. På en dødbold fra Martin Pedersen kom Saganowski uhindret i luften og headede bolden på stolpen, Olfers var tæt på at overliste Jesper Christiansen med et hovedstød på returbolden, og i tredje omgang fik Risgård så sparket bolden fladt ind ved nærmeste stolpe.
Kort efter kunne og Caca snildt have øget til 3-1, men skød ved siden af på en kæmpe skudmulighed i feltet, og lidt senere brændte Risgård en endnu større, da han helt inde i det lille felt var helt alene med Jesper Christiansen, men mærkværdigt nok ramte ved siden af målet.
Et groggy FCK-mandskab luskede til pausen efter en af de ringeste halvlege man har været vidne til i denne sæson, og man ventede spændt på, hvilken reaktion der måtte og ville komme efter 15 minutter med en rasende nordmand i omklædningsrummet…
Taktisk ændring gav mere spil
Det blev i første omgang en taktisk ændring til 3-5-2, hvor Sionko kom ind på midten og Wendt gik ud. Tjekken kom hurtigt frem til en god afslutning i feltet, men sparkede ved siden. Det signalerede dog ny gejst og vilje på holdet, der også fik bedre styr på defensiven med Kvist som den defensive midtbane, der gik ned og hjalp til, når Pospech stødte med frem.
Et godt langskud af Hutchinson voldte ikke Karim Zaza de helt store problemer, men optimismen steg efterhånden som spillet blev mere fysisk og pågående, og AaB i stedet koncentrerede sig om at stå godt og vente på kontrachancer. Gæsterne kom dog ikke rigtig frem til chancer, og efter 20 minutter blev Junior sendt på banen i stedet for Thomas Kristensen til en 3-4-3-opstilling med Nordstrand som hængende lidt bag de to brasilianere.
AaB afgjorde i spil 11 mod 10
Midt i halvlegen indkasserede Enevoldsen et gult kort for at sparke Hutch ned bagfra midt på deres halvdel, og det så grimt ud, da canadieren måtte bæres fra banen med smerter. 10 mod 11 var ikke ligefrem det man havde brug for i kampen for at få point med hjem. Han blev dog klar efter 4-5 minutter, men desværre havde AaB i mellemtiden bragt sig på 3-1. Enevoldsen opsnappede en løs bold fra Antonsson midt på FCK’s halvdel, og holdet blev fanget på vej frem, så Jeppe Curth enkelt kunne spille Caca helt blank til scoring.
Det var tungt nok i forvejen, og en scoring på tidspunkt var ikke just det man havde brug for. Der blev sådan set kæmpet udmærket de sidste 20 minutter, og Junior havde også et par behjertede afslutninger, men det lignede aldrig en kamp, hvor der blev spænding om udfaldet. Det blev der heller ikke. AaB kørte den sikkert hjem og vandt en fuldt fortjent sejr efter ganske enkelt at have været klart bedst på dagen.