Semifinaleklar efter straffespark
Løverne længe om at komme i gang
Med Nathan Coe mellem stængerne og kun 3 markspillere på bænken havde trænerstaben en lidt større opgave end sædvanligt med at holde styr på ind- og udskiftningsspillerne, idet højst 3 af de 5 ikke-EU-spillere må være på banen samtidig. Men i øvrigt siger en reservebænk med Jesper Christiansen, Atiba Hutchinson, Morten Nordstrand og César Santin vel det meste om bredden på holdet…
Lyngby mønstrede to nye spillere, der ikke var med sidste sæson, nemlig lejesvendene Matti Lund Nielsen (OB) og Tore Andreas Gundersen (Lillestrøm). Og i den første halve times tid var det ikke til at se, at de i denne sæson optræder i den næstbedste liga, for Lyngby var godt med i kampen mod et FCK-mandskab, der ikke ligefrem sprudlede af energi og kreativitet.
Det var også Lyngby, der stod for halvlegens bedste angreb og målchance. Efter en halv time fik de med 6-7 hurtige kombinationer op langs midteraksen spillet Gundersen frem til en rigtig god chance, men han sendte bolden lige forbi Coes højre stolpe.
Det var nu også den eneste gang, de bragte det ellers meget solide FCK-forsvar lidt ud af fatning. I det offensive spil var formstærke Ailton ene om at lyse op, og han kom også frem til et par chancer. Ellers faldt gæsternes bedste forsøg et par minutter før pausen, da Pospech sendte et godt langskud af sted fra stort set samme position, som da han i foråret tordnede bolden i Lyngby-nettet, men denne gang strøg bolden en halv meter over Rune Petersens overligger.
Chancerne begyndte at indfinde sig
Efter pausen satte københavnerne sig mere og mere på kampen og efterhånden begyndte de store målchancer også at indfinde sig. Et Junior-hovedstød blev headet væk på målstregen, og Zanka headede lige forbi efter endnu et hjørne.
Og da Santin kom på banen efter 20 minutter fik Lyngby endnu større problemer. To gange var den stærke tekniker alene med Rune Pedersen, men med stærke redninger holdt keeperen sit hold inde i kampen. Lyngby spillede dog hele tiden klogt og enkelt og bevarede optimismen og troen på sejr. De havde da også deres chancer, men først i overtiden måtte Nathan Coe for alvor i aktion, da Kim Aabech testede ham med et godt venstrehug, som australieren flot fistede over mål.
Nathan Coe i centrum
Forlængningen blev en lidt rodet affære, og i de første 15 minutter var det mest dramatiske, at Mikael Antonsson kolliderede med en modstander og måtte ud og behandles nogle minutter, hvor alle tre udskiftninger var benyttet. Anton, der i øvrigt gjorde det fejlfrit sammen med Zanka i centerforsvaret, kom ind igen, men desværre frygtes det, at den sympatiske svensker har brækket næsen her, hvor han netop er kommet stærkt igen efter en lang skadepause.
I anden halvleg af forlængningen var indskiftede Lasse Qvist meget tæt på at kunne afgøre kampen til Lyngbys fordel, da han snoede sig fri tæt under mål og fyrede af, men med en fremragende refleks fik Nathan pareret og herefter kastet sig igen og slået bolden væk for næsen af Aabech, der lurede på returen.
Afgjort på straffespark
Men det blev ved 0-0 og dermed straffesparkskonkurrence, der forløb således:
0-1 Morten Nordstrand, sætter den højt til højre for Rune P, der ellers går til den rigtige side
1-1 Nicolai Melchiorsen, scorer fladt til højre for Nathan, der er godt nede efter den
1-2 Cesar Santin, stensikkert til venstre for Rune, der går til højre
Matti Lund brænder, da Nathan snupper det velplacerede skud helt ude ved sin højre stolpe
1-3 Libor Sionko, banker den sikkert op i nettaget
2-3 Kim Aabech, chipper den smart ind midt i målet, da Nathan går til venstre
Hjalte Nørregaard brænder, sparker for tæt på Rune P. og ikke hårdt nok, og han snupper den
Brian Hamalainen sparker på overliggeren, da Nathan er gået til højre…
2-4 Atiba Hucthinson – sætter den iskoldt højt til højre for Rune P., der går til den anden side
Dermed er Byens Hold med, når der trækkes lod til semifinalerne på fredag kl. 12.00. Disse kampe afvikles dog først til foråret - her og nu venter en svær udekamp på søndag mod FC Midtjylland, hvor der nok skal andre boller på suppen end her til aften, hvis der skal point med hjem til hovedstaden.