Efterårets tiende ligasejr
Tidlig FCK-føring for anden søndag i træk
Begge hold havde ændret på en enkelt plads i forhold til deres seneste kampe – Grønkjær afløste Vingaard hos mestrene, mens ulvene havde George Florescu tilbage fra karantæne i stedet for Mads Albæk. Hjemmeholdet var næsten pisket til at vinde for at holde trit med OB, der mandag møder HB Køge hjemme, inden de to hold tørner sammen på Fionia Park om en uge. Og det kunne man også se på indstillinge, da Lars Christoffersen fløjtede kampen i gang. Gæsterne nåede nemlig dårligt nok at røre bolden i de 4 minutter og 20 sekunder, der gik før Atiba Hutchinson bragte de hvidklædte i front!
Canadieren fik bolden af William Kvist og afdriblede Martin Albrechtsen, inden han fyrede af, og selv om Martin Raska fik hånden på, måtte han se bolden studse op i nettaget.
”Her regér FCK” gjaldede det lystigt fra det fåtallige, men særdeles veloplagte hjemmepublikum, der for anden uge i træk kunne glæde sig over, at deres helte fik en tidlig scoring. Og efter et kvarters tid burde de have haft endnu en scoring at fejre. Igen var det den energiske Kvist, der drev bolden godt frem af banen, inden han fandt Pospech i højre side, og tjekken fandt en fri N’Doye med en præcis tværaflevering – men selvom senegaleseren bogstaveligt talt var på pletten midt i feltet, sendte han desværre bolden over mål.
Anton måtte trække sig
Kort forinden noterede man, at Zanka var på en tidlig opvarmningstur langs sidelinien, og forklaringen fulgte lidt efter, da Mikael Antonsson måtte forlade banen, da han døjede med noget virus i kroppen og ikke følte, at han kunne gennemføre kampen forsvarligt. Zanka gled fint ind i centerforsvaret ved siden af den rutinerede Ulrik Laursen, der igen i dag spillede med stor autoritet og sikkerhed.
Efter en snes minutter blev Hjalte Nørregaard nedlagt af Winston Reid i et forsøg på at bryde igennem lige uden for feltet, og mens Reid fortjent så gult, fik N’Doye chancen på det direkte frispark, som dog kun resulterede i et hjørne. Det førte til endnu et, som Oscar Wendt sendte fint ind over, og Pospech kastede sig flot frem og pandede det i netmaskerne, da Raska blev fanget på halvdistancen. Lars Christoffersen mente dog, at Ailton havde generet ham, da han prøvede at komme ud til indlægget, så gæsterne slap med skrækken og et noget tyndt frispark i stedet for 0-2.
Netop Ailton virkede særdeles veloplagt og gav flere prøver på sin tekniske kunnen, men i dag var det ikke ham, der fik afslutningerne. Til gengæld fik Kvist en lidt tilfældig skudmulighed midt i halvlegen, da han forsøgte en flugter fra hjørnet af det lille felt, men også han måtte nøjes med hjørne.
To gange indersiden af stolpen
Endnu havde midtjyderne ikke haft noget der lignede en afslutning på mål, men kort før den halve time ramte de bogstaveligt talt målet, da Kim Christensen blev spillet fri i højre side af feltet og sendte et fladt hug på den fjerneste opstander. Herfra gik bolden på tværs af mållinien, bagom Johan Wiland og skruede ud til målspark… der var marginalerne med hjemmeholdet, som dog mageligt kunne og burde have ført med et par mål allerede.
Bare få minutter senere gentog Kvist kunststykket i den modsatte ende, da han erobrede bolden godt i feltet, vendte rundt og mellem venner og fjender listede bolden uden for Raskas rækkevidde, men igen tog den indersiden af stolpen og sprang i spil igen!
Atiba indkasserede en advarsel lidt efter, da han ikke ville slippe bolden efter et FCM-frispark, og selv om et par midtjyder nærmest kastede sig over ham, var det kun ham, der så kortet – hvilket udløste en længerevarende pibekoncert fra FCK-fansene, hver gang FCM havde bolden. Det havde de efterhånden lidt mere end i den første halve time, men bortset fra et par indlæg i feltet, som Johan Wiland tog sig godt af, kom de ikke frem til noget decideret farligt.
Desværre gik det i en af situationerne hårdt ud over Kim Christensen, der groggy måtte forlade banen og blev erstattet af Poul Hübertz. Dramatikken steg yderligere, da George Florescu rev Ailton omkuld, da han forsøgte at starte en kontra fra egen banehalvdel, og i duellen fik Ailton også væltet Florescu med albuen, og midtjyderne appellerede heftigt for rødt kort. Lars Christoffersen løste dog situationen med et gult kort til hver, hvilket også virkede fornuftigt nok.
Kvaliteten dalede efter pausen
Efter en underholdende og velspillet 1. halvleg dalede kvaliteten noget efter pausen, hvor gæsterne kom længere frem på banen og fik meget mere boldbesiddelse end før pausen. Det resulterede dog ikke i nævneværdige chancer, hvorimod Kvist var tæt på at fordoble føringen 7 minutter efter pausen efter et fremragende angreb på højrekanten, men hans afslutning strøg lige over mål.
Der blev desværre længere og længere mellem hjemmeholdets offensive aktioner, men forsvaret stod nok engang upåklageligt og solidt. Efter en times spil så det dog grimt ud, da Wiland kolliderede med Laursen og Hübertz i en luftduel, og Jesper Christiansen måtte for en sikkerheds skyld ud og varme op. Wiland slap heldigvis med en bule på siden af hovedet og kunne fortsætte spillet.
Med 20 minutter igen valgte Ståle Solbakken at tage Ailton ud til fordel for Thomas Kristensen, og kort efter kom Vingaard ind for Hjalte Nørregaard. Grønkjær lå nu oppe foran med N’Doye, mens Vingaard og Hutchinson tog hver sin kant. Det pustede ny energi i holdet på et tidspunkt, hvor utilfredsheden så småt var ved at brede sig på lægterne i takt med at usikkerheden i spillet blev større og større hos hjemmeholdet, hvis niveau var faldet støt og roligt lige siden pausen og aldrig nåede samme fine højder som i de første 45 minutter.
N'Doye lukkede og slukkede kort før tid
Stadig holdt man effektivt gæsterne fra chancer, og med to minutter igen blev der omsider lukket og slukket til 2-0. Grønkjær sendte Oscar Wendt til baglinien, og mens forsvaret forgæves appellerede for offside, løb N’Doye smart i position inde i feltet. Pasningen fra Wendt lå fuldstændig perfekt, og N’Doye trak sig fri af Leon Jessen og sparkede bolden fladt ind i det lange hjørne uden chance for Raska.
Vingaard var tæt på at øge til 3-0 i overtiden, men det blev ved de 2-0, der set over kampen som helhed må siges at være yderst fortjent. Midtjyderne kom godt igen efter pausen, men manglede power oppe foran til for alvor at udfordre det københavnske forsvar, der har sluppet færrest mål ind i turneringen.